Sundhedsdatastyrelsen er i gang med at blive til Digital Sundhed Danmark. Det giver en sjælden mulighed for at være med til at bygge og forme organisationen.
I de kommende år samles centrale dele af Danmarks digitale sundhedsinfrastruktur i én ny, national organisation. Det betyder, at mange processer er i bevægelse, og at sektionen HR og Organisationsudvikling får en central rolle i at sikre, at hverdagen, samarbejdet og rammerne fungerer – både nu og frem mod, at organisationen er fuldt klar til drift i januar 2027.
Vi søger derfor efter en HR-jurist, der har lyst til at arbejde tæt på ledelsen, rådgive om personale- og organisationsspørgsmål og være med til at danne den praksis, vi kommer til at anvende.
Din kommende arbejdsplads
Du bliver en del af sektionen HR og Organisationsudvikling i afdelingen Mennesker og Organisation, hvor du får to nære kollegaer. Vi er et fagligt stærkt team med en åben og uformel omgangstone, hvor der er kort vej til sparring, plads til spørgsmål og humor i hverdagen. Vi har en høj grad af tillid til hinanden og arbejder tæt sammen, hjælper hinanden i opgaveløsningen og deler viden løbende.
Vi sidder tæt på direktionen og arbejder tæt sammen med kollegaer inden for økonomi, ledelsesbetjening og kommunikation. Det giver dig mulighed for at opbygge et solidt kendskab til organisationen og til, hvordan HR-opgaver spiller sammen med ledelsesbetjening og øvrige stabsfunktioner.
Som HR-jurist vil du arbejde med både klassiske HR-juridiske opgaver og udviklingsopgaver, der følger af, at organisationen er under opbygning. Dine opgaver vil bl.a. være at:
- rådgive chefer om personaleledelse, personalejuridiske spørgsmål og personalesager
- drive HR-processer såsom rekruttering og lønforhandlinger
- rådgive om løn, overenskomster og ansættelsesvilkår
- udarbejde kontrakter, tillæg og beslutningsoplæg
- bidrage til udvikling af HR-processer og arbejdsgange i takt med, at organisationen tager form.
Det du bringer med dig
Vi lægger vægt på, at du har en juridisk uddannelse, fx cand.jur. eller cand.merc.jur., og det er en fordel hvis du har erfaring med HR fra det offentlige- men bestemt ikke et krav.
Du har evnen til at omsætte komplekse regler til anvendelige løsninger og trives i dialogen med ledere.
Du fungerer godt i en organisation i bevægelse, hvor ikke alle rammer er fastlagt på forhånd, og hvor faglighed og pragmatisme går hånd i hånd. Du tager ansvar for dine opgaver og ved også, hvornår det er en fordel at sparre i teamet.
Vi tilbyder
Du bliver en del af en organisation i markant udvikling, hvor sektionen HR og Organisationsudvikling har en central rolle, og hvor din faglighed gør en forskel. Stillingen giver mulighed for både faglig fordybelse og indflydelse – og for at være med til at danne den kommende HR-praksis i Digital Sundhed Danmark.
Vi er en fleksibel arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejde og en hverdag, der kan tilrettelægges med balance mellem arbejdsliv og privatliv. Arbejdsstedet er placeret i historiske omgivelser ved Statens Serum Institut tæt på Islands Brygge Metro. Derudover prioriterer vi trivsel og fællesskab højt. Vi afholder blandt andet brætspilsarrangementer og har en aktiv personaleforening, som arrangerer fredagsbar og vinklub. Samtidig får du adgang til fitnesscenter, gymnastiksal og tennisbane.
En af vores medarbejdere i afdelingen beskriver, hvordan fleksibilitet og fællesskab gør en forskel i hverdagen:
“Som alenemor har fleksibiliteten her haft stor betydning for mig og gjort det muligt at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig er der et stærkt fagligt fællesskab, hvor det er nemt at sparre med kollegaer og lære af hinanden. Det skaber en tryg og udviklende arbejdsplads".
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation. For akademikere omfatter overenskomsten en attraktiv pensionsordning på 18,07 %, derudover har vi også 6 ferieuge.
For kandidater med den rette erfaring er ansættelse som specialkonsulent en mulighed.
Din primære arbejdsplads vil være på en af vores lokationer i København, Aalborg eller Odense. Stillingen slås op med tre mulige arbejdssteder, men der er tale om én ledig stilling, som vil blive besat på én af vores tre lokationer, afhængigt af den rette kandidat og behov.
Uanset arbejdssted lægger vi vægt på at sikre et tæt samarbejde og god faglig sparring på tværs af lokationerne.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Anahita Khatam-Lashgari på telefon 2056 7102.
Er du interesseret?
Hvis du ønsker at arbejde med HR-jura i en organisation under udvikling, og hvis du motiveres af at skabe værdi i hverdagen for både ledere og medarbejdere, så Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning og CV og eksamensbevis senest d.10 februar 2026.
1. ansættelsessamtale forventes afholdt i uge 7 og 8, og 2. ansættelsessamtale i uge 9.
Vi ønsker, at du kan tiltræde stillingen den 1. maj 2026 eller tidligere.
Du kan læse mere om os på www.sundhedsdatastyrelsen.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Sundhedsdatastyrelsen, Forskerparken, 5230 Odense
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/a3925d38-b443-474d-91fc-6936a69a8fdb