Mand idømt 10 mdr. fængsel for forsøg på sextortion, forsøg på grooming og besiddelse af pornografisk materiale med børn

dato

En 52-årig mand fra Middelfart Kommune er den 22. januar 2025 ved Retten i Odense dømt skyldig i forsøg på sextortion og forsøg på grooming, samt skyldig i forhold der involverer to dengang 11-årige piger på sociale medier. Ydermere er manden dømt for besiddelse af pornografisk materiale med børn.

Den 52-årig fynbo er idømt 10 måneders fængsel samt kontaktforbud, der betyder, at han ikke må kontakte børn og unge under 18 år, som han ikke kender i forvejen, på sociale medier. Forbuddet gælder indtil videre.

 

Den dømte har anket dommen.

 

Sagen mod den 52-årige mand begyndte, da en dengang 18-årig pige i september 2023 anmeldte, at hun på de chat-platformen Omegle og det sociale medie Snapchat havde udgivet sig for at være en 13-årig pige, og at hun i den forbindelse havde været i kontakt med en mand, der havde skrevet til hende om seksuelle emner og havde forsøgt at få hende til at udføre seksuelle handlinger på sig selv.

 

Som følge heraf foretog Fyns Politi ransagning på mandens bopæl, hvor de beslaglagde en række elektroniske medier. Efterforskningen i relation til disse medier medførte, at manden blev sigtet for via snapchat at have krænket to 11-årige piger og herunder forsøgt at mødes med den ene, samt for besiddelse af pornografisk materiale med børn. Det er blandt andet disse sigtelser, som manden nu er dømt skyldig i.

 

Senioranklager Maria Blomsterberg fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi siger: ”Det er en alvorlig sag, også selvom der kun er tale om ”forsøg”. Vi er tilfredse med dommen på 10 måneders fængsel og ikke mindst med kontaktforbuddet.”

 

Unges adfærd på nettet er et fokusområde for Fyns Politi

Unges adfærd på nettet har i flere år været et fokusområde for Fyns Politi. Politiet anbefaler, at forældre til børn og unge involverer sig i børnenes liv på sociale medier, og med jævne mellemrum taler med deres børn om, hvad og hvem de chatter med på nettet. Man kan finde gode råd hos blandt andet SSP-konsulenterne i de fynske kommuner, redbarnet.dk, sikkerdigital.dk mv.

 

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Fyns Politi.
Kilde: Fyns Politi