Tingkærskolen i Fraugde, Korup Skole og Åløkkeskolen kan nu realisere tiltag, der kan styrke elevernes trivsel og fællesskab.
Eleverne på Åløkkeskolen kan se frem til at skulle snitte i træ i Åløkkeskoven. På Korup Skole får en gruppe skolebørn et nyistandsat lokale med legetøj til motoriske øvelser. Og Tingkærskolen afd. Fraugde kan købe en ny oppustelig gymnastikmåtte – en såkaldt airtrack – der skal erstatte en over 25 år gammel og utæt måtte.
De tre skoler har nemlig fået midler fra Skolemælkslegatet, som gør dem i stand til at realisere tiltag, der kan give elevernes trivsel, sundhed og fællesskab et løft.
” Vi vil bruge airtracken til at give børnene sund og sjov motion, forbedre deres motorik og skabe fællesskaber,” lyder det for eksempel i legatansøgningen fra Tingkærskolen.
Stor interesse
På Åløkkeskolen skal mælkepengene bruges til at købe snitteknive, som eleverne skal lære at bruge med hjælp fra en ”snittepassioneret” skolepædagog.
”I dag har skolen ikke særlige remedier til udflugter til Åløkkeskoven. Snitteknive er et kæmpe ønske, så vi i højere grad kan anvende skoven til at skabe fællesskaber og få mere bevægelse ind på skemaet,” skrives der i Åløkkeskolens legatansøgning.
De tre skoler er blandt de 38 skoler, der fik midler ved den første af årets to legatuddelinger. Hos Mejeriernes Skolemælksordning glæder Senior Marketing Manager, Rasmus Flade Nielsen, sig over den store interesse for Skolemælkslegatet:
”Det viser endnu engang, at legatet har sin berettigelse. Selvom vi ikke kan glæde alle, er det meget tilfredsstillende at kunne støtte en bred vifte af spændende tiltag, der bidrager til sundhed, trivsel og fællesskab til gavn for rigtig mange skolebørn.”
En håndsrækning
To gange om året kan skoler, der er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning, søge midler fra Skolemælkslegatet. Legaterne går til sundheds- og fællesskabsfremmende aktiviteter og fungerer som en håndsrækning til aktiviteter eller tiltag, hvor skolens egen økonomi ikke rækker. Hver ansøger kan søge om op til 5.000 kr. til et projekt.
Legatet kan søges af lærere, elevråd, pædagoger og forældreråd fra alle skoler, som er med lem af skolemælksordningen.
FAKTA OM SKOLEMÆLKSLEGATET
- Gives til formål, der fremmer sundhed, bevægelse, fællesskab og trivsel.
- Uddeles to gange om året – forår og efterår.
- Hver ansøger kan søge om op til 5.000 kr. til et projekt.
- Ved den seneste legatuddeling blev der uddelt 2.500-5.000 kr. til de udvalgte ansøgere.
- Legatet kan søges af lærere, elevråd, pædagoger, forældreråd og skolebestyrelser fra alle skoler, som er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning.
- Cirka 1.000 skoler er med i Mejeriernes Skolemælksordning, og aktuelt får ca. 52.000 børn skolemælk gennem ordningen.
Mejeriernes Skolemælksordning består af Thise Mejeri, Arla, Øllingegaard og Naturmælk, og den daglige drift varetages af Mejeriforeningen.