Fyns Politi har den 16. marts 2026 været tilstede på flere adresser i Odense og omegn i forbindelse med en anholdelsesaktion.
To mænd på 19 og 20 år er blevet anholdt og sigtet for grov vold.
Blandt andet er de sigtet for at have stukket to mænd med kniv foran Netto på Blækhatten i Odense SØ den 18. november 2025.
Fyns Politi mistænker, at begge mænd har relation til bandemiljøet i Odense.
”Vi er yderst tilfredse med dagens aktion, hvor vi igen har fået slået et slag mod de kriminelle elementer i bandemiljøet. Vi sætter konsekvent ind over for bandemiljøet, for vi vil ikke have deres kriminelle aktivtiet i vores byer ”, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein
Anholdelserne forløb roligt og planmæssigt.
Begge mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense den 17. marts 2026.
Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.