BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at være speciallæge (enten overlæge eller afdelingslæge afhængigt af kvalifikationer og ønske) i en akutmodtagelse med stor national og international bevågenhed og hvor patientbehandling, uddannelse og forskning er bærende elementer i vores arbejde med reelt at sætte patienten først?
Lidt organisatorisk viden om FAM Odense
FAM Odense består fysisk af traumestuer, skadestuer og behandlings- og observationspladser. Desuden har FAM en radiologisk funktion og huser lægevagten. FAM behandler årligt 70.000 akutte patienter i en bred vifte af kliniske specialer – af disse er ca. 3.000 tidskritiske tilstande. Der planlægges med yderligere samling af sygehusets akutte funktioner i FAM – både i den nære fremtid og på Det Nye OUH.
Vi tænker tværfaglighed ind i alt hvad vi gør, for ingen kan klare sig alene – hverken læger, sekretærer eller plejepersonale. Det gælder både i det kliniske arbejde og i det taktiske og strategiske ledelsesarbejde.
FAM har en central rolle i OUHs kapacitetsstyring og beredskabet på sygehuset. Vi har stort fokus på høj kvalitet i den kliniske og taktiske ledelse i dagligdagen, samt på, at det organisatoriske setup og samarbejde fungerer både internt og eksternt. Vi mener, at denne ramme er en af forudsætningerne for gode patientforløb af høj kvalitet.
Sygehusets Akutte Visitationsenhed (AVE) er døgnbemandet og er en del af FAM. Dagligt håndteres ca. 250 opkald, primært om akutte indlæggelser, subakutte tider, tele-EKG og andre løsninger til akut syge patienter.
FAM har egen lægebil, som i dagtiden disponeres til plejecentre i Odense, Nordfyns og Kerteminde Kommuner for at sikre muligheder for andre løsninger end indlæggelse til plejehjemsbeboere. For nyligt er ordningen suppleret med paramedicinerbemandet præhospital vurderingsenhed, som bemandes af Ambulance Syd og har base på FAM. Ordningen finder i 8 ud af 10 situationer andre løsninger end indlæggelse.
Fra 1. februar 2024 er Natlægevagt Syd, som er hele regionens primære lægetjeneste om natten, en del af FAM Odense. Natlægevagt Syd har sin egen funktionsledelse med ledende overlæge, oversygeplejerske og skemalægningsteam. Den kliniske del af Natlægevagt Syd varetages af speciallæger i almen medicin og er adskilt fra det kliniske arbejde i FAM. Natlægevagt Syd forventes at hjælpe 120.000 borgere i Region Syddanmark årligt.
Lidt om faglighed, lægelige uddannelse og forskning i FAM Odense
Patientbehandling af højest mulige faglige kvalitet, kontinuerlig uddannelse samt akutmedicinsk forskning udgør kerneopgaverne for FAM. Vi har uddannelseslæger på alle niveauer – prægraduat, KBU, introstillinger i akutmedicin og HU forløb i akutmedicin sammen med regionens øvrige akutafdelinger og desuden merituddannelser til akutmedicin. FAM bidrager endvidere i uddannelsen af mange andre læger fra sygehusets øvrige specialer. Der er til stadighed ca. 80 læger i FAM under uddannelse, heraf 65 intern medicinske intro- og HU-læger. FAM har et uddannelsesteam på lægesiden bestående af 2 speciallæger (hvoraf en er ledende overlæge) og 3 yngre læger. Der er i afdelingen stort fokus på og mulighed for postgraduat uddannelse – også af speciallæger.
Forskningsenheden i FAM har fungeret i over 10 år og har egen forskningsleder, to professorer og kliniske lektorer med 6 aktuelle ph.d. forløb. Afdelingen har to adjungerede internationale akutprofessorer og et meget bredt regionalt, nationalt og internationalt samarbejde. Aktuelt arbejdes med den langsigtede forskningsstrategi i afdelingen og oprettelse af forskningsakademier med fokus på blandt andet ultralyd, sygeplejeforskning, tværsektorielt samarbejde og tidskritiske tilstande.
Lidt om dine kommende kolleger
I FAM er vi flere hundrede kolleger og vi vægter det tværfaglige samarbejde højt – både ledelsesmæssigt og allervigtigst i det patientnære. Den lægelige ledelse består af cheflægen og fire ledende overlæger, som indgår i det strategiske ledelsesteam sammen med chefsygeplejersken, oversygeplejersker, ledende lægesekretær og arbejdsmiljøkoordinator. De fire ledende overlæger har hhv. klinisk akutmedicin, forskning, uddannelse og Natlægevagt Syd som ansvarsområder.
Alle speciallæger indgår i det taktiske ledelsesteam sammen med blandt andet de kliniske sygeplejespecialister og lægesekretærer med specielle funktioner.
Ud over det stillingsopslag du læser nu, har vi ingen speciallægevakancer og har heller ikke rekrutteringsudfordringer på sygepleje- eller lægesekretærsiden.
Arbejdsmiljø og trivsel er et vigtigt kendemærke for afdelingen. Vi har vundet OUH’s arbejdsmiljøpris 2 gange (senest i år) og der pågår flere forskningsprojekter om arbejdsmiljø, inklusiv et PhD-arbejde om KBU-lægers trivsel.
Du kan møde nogle af dine kommende kolleger her.
Du refererer til afdelingsledelsen i FAM, som består af chefsygeplejersken og cheflægen.
Lidt om OUH og Det Nye OUH
OUH er Region Syddanmarks største hospital med alle – for FAM relevante – lægelige specialer på matriklen. Du kan læse mere om OUH her Forside (ouh.dk). Om et par år forventer vi at flytte hele Odensematriklen ud på Nyt OUH. FAM har en stor rolle heri. Læs mere om Nyt OUH her NytOUH.
Dine opgaver
Dine opgaver i det kliniske arbejde:
- Modtagelse, vurdering, behandling og udskrivelse af akutte medicinske patienter af alle typer og sværhedsgrader
- Deltagelse i speciallægevagtdækning 24/7/365 sammen med speciallæger fra både FAM og de intern medicinske afdelinger på OUH. Der må i det nuværende rul påregnes 2 eller 3 aften/nattevagter per måned. Resten af arbejdstiden er i dagtid.
- Deltagelse i dækning af flowmasterfunktionen
- Fungere som beredskabstriagelæge og beredskabskoordinerende FAM-læge i påkommende tilfælde
Ud over det kliniske arbejde, forventes alle speciallæger at have et ansvarsområde – som afhængigt af, om du søger stillingen som overlæge eller afdelingslæge – kan være større eller mindre og være mere eller mindre ledelsesbetonet. Du er selv med til at definere dit ansvarsområde ud fra interesser og kompetencer.
Krav til dig - du
- Er speciallæge i akutmedicin eller et intern medicinsk speciale
- Har tung erfaring med det akutte område
Øvrige forventninger til dig - du
- Er god til at samarbejde, vægter tværfaglighed højt og er eksplicit bevidst om, at arbejdet i en akutmodtagelse er en holdsport
- Er komfortabel med at træffe beslutninger på et grundlag, der nogle gange ikke er fuldstændigt
- Kan konkret sætte patienten først – også i en hverdag, der til tider er højintens
- Er en god kommunikator og dialogsøgende – eller sagt på en anden måde: holder den gode stil og den gode tone uanset situationens karakter
- Opfatter kvalitetsforbedringsarbejde og patientoplevet kvalitet som en del af høj faglighed og bidrager hertil
- Ser løbende udvikling og forbedringer som en uundværlig fordel og bidrager aktivt hertil
- Er interesseret POCUS – det er en fordel hvis du kan – ellers lærer du det
- Bidrager konstruktivt til alle tre forudsætninger for gode patientforløb – nu og i fremtiden: Patientbehandling af høj kvalitet, uddannelse og forskning – selvfølgelig afhængigt af dine kvalifikationer
Din ansøgning skal indeholde
- Motiveret ansøgning
- CV
- Dine kvalifikationer inden for de 7 lægeroller via forudfyldt overlægevurderingsskema – også gerne selvom du søger stillingen som afdelingslæge
Det praktiske
- Der indhentes børneattest på alle ansatte i FAM ved ansættelse
- Overenskomstmæssige ansættelsesvilkår
- Ansøgningsfrist 26. november 2023
- Samtaler forventes afholdt i uge 48
- Start: 1. marts 2024 eller efter aftale
Bare giv lyd
Der er en masse andet at fortælle om FAM Odense – og du har sikkert også nogle spørgsmål eller måske brug for en rundtur, hvis du ikke kender afdelingen. Du er altid velkommen til at kontakte Cheflæge Poul Henning Madsen på telefon 24 99 44 83 eller poul.henning.madsen@rsyd.dk
Du kan læse mere om FAM Odense på vores hjemmeside: Fælles Akutmodtagelse (FAM) (ouh.dk) – og du kan også følge os på Facebook og LinkedIn.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Odense Universitets Hospital, J.B. Winsløws Vej, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5936700