Seniorkonsulent til innovativ sundhedsteknologisk udvikling hos MedTech Odense

dato

Vil du være med til at accelerere fremtidens sundhedsløsninger og drive udviklingen i krydsfeltet mellem universitet, hospital og erhvervsliv? Bliv en del af den centrale koordinering, ledelse og videreudvikling af MedTech Odense - et ambitiøst samarbejde, der udvikler fremtidens patientbehandlinger med nye sundhedsteknologier.

SDU Research & Innovation Organisation (SDU RIO) søger en erfaren seniorkonsulent med stærk innovationsforståelse, indsigt i vejen fra kliniske behov til implementeret og skaleret løsning samt dokumenteret evne til at lede og koordinere projekter på tværs af institutioner og fagligheder.

Som operativt bindeled sikrer du, at beslutninger omsættes til handling, holder momentum og bliver fagligt og organisatorisk solidt forankret - altid i tæt samarbejde med RIOs teams, SDU’s faglige miljøer og kolleger i OUH Innovation. Du trives i en rolle, hvor du opererer sikkert på tværs af det faglige, strategiske og operationelle - og skaber tydelig retning, sammenhæng og fremdrift.

Du bliver en del af …

Holdet bag MedTech Odense, hvor vi arbejder tværinstitutionelt og tværfagligt. Vi udvikler nye relationer og arbejdsformer, så vi nemmere kan udvikle, implementere og skalere nye sundhedsteknologier i sundhedsvæsenet nationalt og internationalt.

Du indgår i den faste koordinationsgruppe og kommer tæt på kliniske behov, forskningsfaglige muligheder, ledelsesmæssige og administrative drøftelser og beslutninger. Gruppen består af SDU RIOs chef, innovationschefen på OUH, en tilsvarende koordinatorfunktion fra OUH Innovation og to kolleger fra RIO.

Stillingen er placeret i SDU RIO, som i det daglige udvikler og driver universitetets engagement i MedTech Odense. Ambitionerne og opgaverne er mange, og vi søger derfor en erfaren kollega, der kan være et stærkt fagligt og operativt bindeled på et område, som er strategisk vigtigt for universitetet og vores værdi for og med samfundet.

Du bliver en del af at fremme udvikling og implementering af teknologiske løsninger til fremtidens sundhedsvæsen, styrke samspillet med omverdenen og skabe vækst og nye virksomheder, som har deres udspring i forskningen.

Med din faglige viden og brancheerfaring forventes du at kunne bidrage aktivt til den fortsatte udvikling af MedTech Odense og de strategiske indsatser i partnerskabet mellem SDU, Region Syddanmark, OUH, regionens øvrige sygehuse og Odense Kommune.

Dine opgaver

… er spændende, alsidige og foranderlige. Din faglige profil og erfaringer kan være med til at forme stillingen inden for hovedopgaverne ved at:

  • Sikre et skarpt fagligt grundlag for prioriteringer og beslutninger inden for sundhedsteknologi og innovationsindsatser.

  • Drive eksekvering ved at omsætte strategiske beslutninger og komplekse problemstillinger til konkrete indsatser med tydelig fremdrift og organisatorisk forankring.

  • Koordinere og systematisk videndele på tværs af SDU RIO og OUH Innovation med fokus på effektive processer, klar rollefordeling og høj kvalitet i leverancer.

  • Igangsætte, prioritere og vedholdende drive indsatser frem mod målbare resultater - også når opgaverne kræver administrativ disciplin, detailopfølgning og løsning af mindre praktiske opgaver.

  • Opbygge stærke strategiske relationer og fungere som et synligt og troværdigt bindeled mellem forskning, klinik og eksterne partnere.

  • Synliggøre MedTech Odense i økosystemet for sundhedsinnovation, herunder forberede og deltage i netværk, konferencer, on-campus/hospitals “dialogmøder” m.v.

Stillingen kan også omfatte fx fondsansøgninger, løsningsforslag til indkøb og integration af sundheds-teknologier samt offentlig-private samarbejder. Du får gode muligheder for at være med til at udvikle og forme stillingen.

Hvem er vi på udkig efter?

En faglig kapacitet med erfaring fra de indre linjer på hospital, universitet eller medtech-branchen. Du trives med at bygge bro mellem organisationer og oversætte fra én kultur til en anden for at forme en samlet tredje. Du navigerer sikkert mellem politiske hensyn, store organisationer og forskellige motivationer for samlet at stå stærkere.

Du forstår, at nye partnerskaber handler om mere end konkrete mål, men også om kulturel og organisatorisk læring på vejen mod nye, integrerede arbejdsformer. Derfor søger vi en erfaren seniorkonsulent, der foruden et stærkt fagligt ståsted, også er empatisk, troværdig og god til at samle mennesker og bringe de rette kompetencer i spil - og med en god fornemmelse for, hvornår en opgave kræver selvstændighed, sparring eller samarbejde i team.

Du bidrager med:

  • Dokumenteret erfaring med at skabe resultater i komplekse samarbejder mellem universitet, hospital og erhvervsliv.

  • Stærkt fagligt fundament inden for sundhedsteknologi, innovation og/eller kommercialisering af forskning.

  • Solid erfaring med projekt- og innovationsledelse, herunder evne til at skabe fremdrift i tværgående initiativer.

  • Skarp analytisk og struktureret tilgang kombineret med handlekraft, vedholdenhed men også tålmodighed, når dynamik og processer i store institutioner tager en anden drejning.

  • Fremragende samarbejdsevner og sikker interessehåndtering på tværs af institutioner og ledelsesniveauer.

Du formidler let på både dansk og engelsk i skrift og tale.

Hvem er vi?

SDU RIO understøtter SDU’s strategiske fokus på at skabe værdi for og med samfundet. SDU RIO fungerer som et kompetencecenter på tværs af SDU med specialister og kompetencer inden for bl.a. forskningsbaseret innovation, specialiseret forskerstøtte, studenterentreprenørskab, karriereaktiviteter, opsøgende virksomheds- og praksissamarbejde samt juridisk støtte inden for forskning og innovation.

Vi tilbyder en spændende stilling, der præges af høje ambitioner, stort engagement, hastighed og tætte samarbejder på tværs.

Om stillingen

Der er tale om en fast stilling med reference til Christina Vilms Kay, chef for Kommunikation & Ledelsesstøtte i SDU RIO. Du indgår derfor også i gruppen af kolleger i dette team.

Ansættelse senest pr. 1 oktober 2026. Du får arbejdssted på SDU’s campus i Odense. Der vil forekomme rejseaktivitet til relevante samarbejdspartnere i bl.a. campusbyer og konferencer.

Ansøgning

Send en motiveret ansøgning, hvor du giver dit bud på, hvordan dine erfaringer og kompetencer bedst muligt kan bidrage til den videre udvikling af MedTech Odense stillingen som seniorkonsulent. Redegør for dine faglige kompetencer og de opgaver, som har din særlige interesse, og hvordan du vil arbejde med dem.

Ansøgningsfrist og samtaler

Fristen er den 31. juli 2026 kl. 23.59.59. Der afholdes 1. runde samtaler den 13. og 14. august samt 2. runde samtaler den 19. august - begge i Odense. Der kan forekomme case og personligshedstest mellem 1. og 2. runde samtale. Kandidater forventes at kunne give referencer relevante for stillingen.

Yderligere oplysninger om stillingen fås hos chef for MedTech Odense og SDU RIO, Søren E. Frandsen, telefon 29 25 86 90 og sfr@sdu.dk

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen som seniorkonsulent er berammet som chefkonsulent - afhængig af dine forudsætninger. Løn fastsættes i henhold til gældende overenskomst og på baggrund af objektive og kønsneutrale kriterier, herunder stillingens indhold, ansvar og krav til kvalifikationer.

Du har som ansøger ret til information om startløn og lønspænd for stillingen. Disse oplysninger kan fås i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

SDU indhenter ikke oplysninger om ansøgeres tidligere løn.

Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.

Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Om SDU

Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Syddansk Universitet, Campusvej, 5230 Odense M

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-07-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d5bb638a-4457-4c51-93c8-14ae434d88c6

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet