Sag for retten i denne uge: Tre tiltalt efter groft overfald i Odense

dato

Tre personer er tiltalt for blandt andet vidnetrusler, ulovlig tvang, trusler og grov vold i forbindelse med et overfald i en bolig i Odense i april 2025. Sagen begynder i dag, tirsdag den 11. august kl 09:30 ved Retten i Odense.

En 27-årig kvinde samt to mænd på henholdsvis 31 og 26 år er tiltalt i en omfattende straffesag, der tirsdag begynder ved Retten i Odense.

Hovedforholdet i sagen drejer sig om et forhold fra natten til den 30. april 2025 på en adresse i Odense.


Ifølge anklageskriftet planlagde de tre tiltalte sammen med en fjerde person, hvis sag behandles særskilt, at opsøge en mand på adressen. To af mændene trængte ind i boligen, hvor tre personer, der havde lejet huset en kort periode, befandt sig.


Der er i sagen rejst tiltale for, at de to mænd tvang de forurettede til at udlevere deres telefoner, så de ikke kunne tilkalde politiet. Den ene forurettede blev ifølge tiltalen slået adskillige gange i hovedet og på kroppen, herunder med en pistol og en mukkert, ligesom han blev truet på livet. Den forurettede blev desuden beordret ned på knæ, mens en pistol blev holdt mod hans hoved. Pistolen blev efterfølgende affyret tæt ved siden af den forurettede mands hoved. Forurettede fik herefter fat i en kniv og stak i nødværge den 31-årige tiltalte flere gange. Under episoden blev der også affyret et skud mod den forurettede, som ikke blev ramt.


Flere forhold

Ud over forholdet fra Odense, omfatter sagen desuden en række andre forhold. Blandt de andre forhold er et groft røveri fra Fuglebjerg i april 2025. Den 27-årige kvinde og den 31-årige mand er tiltalt for - i forening med to andre hvis sager behandles særskilt - at have udsat den forurettede for omfattende vold og trusler, i hvilken forbindelse de fratog hende telefoner, pung og papirer med oplysninger om tidligere anmeldelser til politiet.


Desuden er den 31-årige mand tiltalt for et forhold fra april 2025, hvor han ifølge anklageskriftet er tiltalt for blandt andet vidnetrusler, trusler og grov afpresning.


Sagen skal behandles over flere retsdage. De to mandlige tiltalte har været varetægtsfængslet i sagen siden henholdsvis 30. april 2025 og 3. maj 2025. Der vil blive udsendt en meddelelse på Anklager-Update, når der er faldet dom, hvilket forventes at ske den 2. september 2026.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Fyns Politi.
Kilde: Fyns Politi
Mest læste artikler