BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Reservelæge søges til spændende kombinationsstilling i Indvandrermedicinsk Klinik og Infektionsmedicinsk Afdeling, Odense Universitetshospital Vi søger en klinisk erfaren reservelæge til en kombinationsstilling ved Infektionsmedicinsk Afdeling Q på Odense Universitetshospital. Stillingen indebærer primært funktion i Indvandrermedicinsk Klinik samt vagt- og stuegangsopgaver i Infektionsmedicinsk Sengeafsnit. Stillingen er ledig til besættelse fra den 1. januar 2025 eller efter aftale.
I Indvandrermedicinsk Klinik (IMK) opfatter vi et "nej" som starten på en dialog. Kulturel forståelse, kreativitet, tålmodighed og empati er derfor lige så vigtige værktøjer som stetoskop, scanning og blodprøver. Et af vores mål er at anvende og videreformidle patienternes oplevelser og erfaringer fra hvert eneste forløb, og dokumentation, undervisning og formidling er derfor kerneopgaver for både læger og sygeplejersker.
Som vores nye reservelæge er dit primære ansvarsområde det daglige kliniske arbejde i IMK. En vigtig del af din rolle vil være at genetablere afbrudte behandlings- og undersøgelsesforløb og motivere patienterne til aktiv deltagelse.
Arbejdet omfatter ofte diplomatiske og følsomme kommunikationsopgaver, som løses i tæt samarbejde med vores tværfaglige team samt eksterne partnere, herunder diætister, psykologer, NGO’er og kommunale instanser.
Der er betydelige administrative opgaver forbundet med stillingen, og det forventes, at du har interesse for klinikkens undervisnings- og formidlingsopgaver.
Om patientgruppen i IMK
IMK modtager patienter med indvandrerbaggrund og komplekse somatiske problemstillinger, hvor udredning og behandling er gået i stå. Mange har også psykiske og sociale udfordringer, der komplicerer forløbet.
Vi afdækker patientens livshistorie og de barrierer, der har hindret behandling, gennem en dybdegående anamnese. Samtalerne foregår ofte med tolk og varer 1-2 timer.
Vi koordinerer herefter udrednings- og behandlingsforløbet i samarbejde med patientens læge, andre sygehusafdelinger og relevante instanser, f.eks. Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (ATT, tidligere RCT) og kommuner.
Om IMK
IMK blev etableret i 2008 som Danmarks første klinik specialiseret i indvandrermedicin. Vores tværfaglige team består af læger, sygeplejersker, socialrådgivere, en fysioterapeut, en lægesekretær og en AC-medarbejder. Klinikken er i fortsat udvikling med høj efterspørgslen.
Som en del af Infektionsmedicinsk Afdeling Q deltager vi i tværgående faglige aktiviteter og samarbejder tæt med de indvandrermedicinske klinikker på Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital.
IMK varetager desuden en vigtig funktion inden for undervisning og formidling og deltager aktivt i faglige fora og sundhedsuddannelser samt rådgiver nationalt og regionalt i ministerier, styrelser og Regionsråd. Klinikken bidrager også til udviklingen af indvandrermedicinske teams i Region Syddanmark for at styrke sundhedsindsatsen for personer med indvandrerbaggrund.
Vores forskning dækker mange aspekter af indvandrermedicin, og vi samarbejder tæt med Syddansk Universitet. Klinikken modtager jævnligt studerende og fagfolk på studieophold.
Yderligere information om klinikkens arbejde, forskning og erfaringer findes på hjemmesiden Indvandrermedicinsk Klinik
Klinikken holder lukket mellem jul og nytår samt i to faste sommeruger.
Om sengeafsnittet i Infektionsmedicinsk Afdeling Q
Sengeafsnit Q1 modtager patienter med et bredt spektrum af akutte infektionssygdomme via FAM, OUH. Afsnittet varetager desuden alle regionsfunktioner og de fleste højt specialiserede opgaver inden for infektionsmedicin. Dette omfatter både akutte og planlagte (elektive) overflyttelser af patienter med blandt andet CNS-infektioner, alvorlige knogle- og bløddelsinfektioner som spondylodiscitis, samt forskellige tropesygdomme.
Du kan læse mere om Infektionsmedicinsk Sengeafsnit her. Sengeafsnit, Ambulatorier, Klinikker & Centre på afd. Q, OUH
Infektionsmedicinsk Afdeling Q har udover sengeafsnittet også et ambulatorie, et daghospital, en forskningsenhed og et vaccinationscenter for COVID-19 og influenza.
Arbejdsområdet i Infektionsmedicinsk Sengeafsnit
Som reservelæge vil du deltage i både stuegang og mellemvagtsarbejde i Sengeafsnit Q1. Bemærk, at mellemvagten foregår i dagtid, så der er ikke aften- og nattjeneste involveret. Der vil være weekendvagt cirka hver sjette uge.
Derudover kan arbejdet på Afdeling Q også omfatte ambulatoriearbejde, hvis du har kvalifikationer til dette.
Dine opgaver som mellemvagt omfatter bl.a.:
- Stuegang alle ugens dage
- Telefonisk rådgivning til OUH om bl.a. COVID-19
- Rådgivning og opstart af ambulant COVID-19 behandling
- Rådgivning om vaccination
- Subakutte lumbalpunkturer i ambulatoriet
- At være en del af beredskabet ved nye smitsomme sygdomme såsom Mpox
- Assistance til specialebagvagten i henhold til kompetencer og aftaler
Om dig:
- Du har gode samarbejdsevner.
- Du har nylig erfaring med intern medicin, minimum på KBU-niveau, men gerne med en medicinsk introduktionsstilling.
- Du er åben for de mangeartede problemstillinger, som patienterne præsenterer.
- Du er dygtig til at kommunikere med forskellige aktører på lokalt, regionalt og nationalt niveau.
- Du trives i en travl og uforudsigelig hverdag.
Løn- og ansættelsesforhold:
Ansættelsen sker i henhold til overenskomsten mellem Danske Regioner og Foreningen af Yngre Læger. Stillingen er som udgangspunkt en et-årig, uklassificeret reservelægestilling.
Samtaler forventes afholdt i uge 48. Ansøgningsfristen er mandag den 11. november 2024.
Yderligere oplysninger om klinikken og stillingen får hos:
Chalotte Willemann Stecher, ledende overlæge
Indvandrermedicinsk Klinik
Tlf.: 21137261, e-mail: chalotte.willemann.stecher@rsyd.dk
Anne Øvrehus, cheflæge
Infektionsmedicinsk Afdeling
Tlf: 23604775, e-mail: anne.oevrehus@rsyd.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Odense Universitets Hospital, J.B. Winsløws Vej, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6130630