BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kan du se dig selv arbejde i et spændende krydsfelt mellem udviklingspsykologi og psykotraumatologi? Hvor du i et tværfagligt samarbejde kan hjælpe børn og unge udsat for fysiske, psykiske og/eller seksuelle overgreb, og hvor din faglige vurdering har indvirkning på hvilke indsatser, der iværksættes til barnet?
Vi er en organisation i udvikling, og på grund af opnormering søger vi en psykolog pr. 1. december 2023.
Om jobbet
Psykologernes arbejdsopgaver er mangeartede og indeholder blandt andet:
- Udredning af børn og vurdering af deres belastningsgrad. Der er høj grad af metodefrihed, og der trækkes på både narrative, mentaliseringsbaserede, psykodynamiske og kognitive tilgange. Hertil benyttes psykologfaglige screeninger som en del af udredningen
- Udarbejdelse af skriftligt produkt, hvori observationer, vurdering og anbefalinger til det fremadrettede støtte- eller behandlingsbehov samles
- I hvert sagsforløb at indgå i tæt tværfagligt teamsamarbejde med børnehusets socialrådgivere. Dette betyder i praksis, at sagen drøftes løbende, og at der udveksles faglige perspektiver og tanker både mundtligt og skriftligt
- Løbende samarbejde i sagen mellem de involverede sektorer (politi, sundhedsvæsen, kommune og Børnehus Syd) med henblik på at vidensdele og koordinere den fremadrettede indsats, herunder deltagelse ved et opstartende sagssamråd
- Overværelse af politiets videoafhøringer af børn
- Afholde korte kriseinterventionsforløb for børn og/eller forælde
- I et mindre omfang mulighed for traumefokuseret behandling, samtaleforløb med henblik på stabilisering og/eller supervisionsopgaver efter interesse og kompetencer. Børnehusets kerneopgave er udredning, og det er i tilkøb til dette, at børnene/de unge kan tilbydes forskellige former for behandling
- At bidrage til Børnehus Syds funktion som vidensenhed
Børnehus Syd har siden 2013 koordineret indsatserne omkring børnene og udredt dem for deres aktuelle belastningsgrad som følge af de overgreb, der er mistanke eller viden om. Vi er forankret i Odense Kommune og består af afdelinger i Odense, Esbjerg og Aabenraa. Vi samarbejder med kommune, politi og sundhedsvæsen om at sikre barnet så skånsom indsats som muligt, og vores udredning og skriftlige produkt indgår i kommunens børnefaglige undersøgelse.
Børnehus Syd bidrager til udviklingen af nye screeningsredskaber på Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet og formidler viden om børnehusets opgaver og traumer hos børn til relevante samarbejdspartnere. Herudover er vi aktuelt ved at afslutte et projekt, hvor vi i samarbejde med Socialstyrelsen og VIVE i en 2-årig periode har undersøgt effekter af traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi til børn og unge, som har været udsat for seksuelle overgreb.
Om dig
Vi søger en psykolog, der står stærkt i sin faglighed, der kan skabe en tryg kontakt til børnene, og som kan formidle observationer og vurderinger skriftligt. Børnehuset udreder børn i alderen 0-18 år, men børnene fra 0-6 år udredes primært af vores psykologer.
Vi har barnets egen oplevelse i fokus, og den faglige vurdering baserer sig på samtale, leg, observationer af barnet og screeninger.
Som vores nye psykolog forestiller vi os derfor, at du er autoriseret psykolog med praksiserfaring i at arbejde med yngre børn og med viden om eller interesse for krydsfeltet mellem udviklings-, krisepsykologi og psykotraumatologi.
Vi tilbyder
- Et meningsfuldt og fagligt spændende arbejdsfelt
- Mulighed for at fordybe dig og tilegne dig specialviden indenfor overgrebsområdet
- Opkvalificering efter behov og et fokus på videreuddannelse indenfor området, herunder monofaglig og tværfaglig supervision
- Mulighed for monofaglig såvel som tværfaglig sparring
- Psykologfaglig ledelse på tværs af vores 3 afdelinger
- Gode muligheder for selv at tilrettelægge dine opgaver
- Imødekommende kollegaer og en arbejdsplads, hvor humor og godt kollegialt. sammenhold værdsættes og prioriteres
Vi får dagligt besøg af børn i svære livsomstændigheder, og vi sætter en værdi i at møde dem (såvel som voksne og samarbejdspartnere) med et smil, omsorg og tillid. Vi har en uformel omgangstone og høj grad af kollegial omsorg, da vi ved, at det er vigtigt at kunne passe på os selv og hinanden. Det betyder derfor også noget for os at spise frokost sammen hver dag, ligesom vi har fast torsdagskage og fælles kaffepauser i det omfang, det er muligt. Vi værner om at kunne grine og at have det hyggeligt sammen som kollegaer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 32-37 timer om ugen (efter aftale). Skriv gerne i ansøgningen hvilket timetal du ønsker.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem KL og DP.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om Børnehus Syd på Børnehus Syds hjemmeside.
Du er også velkommen til at ringe til psykolog Pia Bergmann Franceschinel på 29 77 99 97, afdelingsleder Lane Lund på 30 69 44 97 eller psykologfaglig leder Sissel Brønserud på 30 33 41 83.
Det praktiske
Ansøgningsfrist er den 22. oktober 2023. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. oktober 2023.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Sanderumvej 105, Sanderum, 5250 Odense SV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5920764