Vi søger to pædagoger og en barselsvikar(pædagog) til Løkkehus Børnehjem
Vi søger 2 pædagoger og en barselsvikar (pædagog), der vil være med til at gøre en forskel for udsatte børn og unge på Løkkehus Børnehjem. Du skal være indstillet på at arbejde med dig selv og reflektere over egen praksis. Vi tilbyder en unik arbejdsplads med høj faglighed og højt til loftet.
På Løkkehus er vi både ambitiøse og visionære. Vi drømmer stort – og arbejder målrettet på at være det bedste og mest kvalificerede døgntilbud for udsatte børn, unge og familier. Vi er optagede af at levere en fagligt kvalificeret indsats og samtidigt være en arbejdsplads, hvor medarbejdere trives og udvikler sig. Vi ved, at det kræver et stærkt fagligt team at komme dertil.
Vores faglige fundament tager afsæt i Barnets lov, hvor barnets perspektiv, rettigheder og deltagelse er omdrejningspunktet for vores indsats. Det betyder, at vi arbejder vedholdende for at understøtte børn og unges stemme i eget liv – og for at omsætte lovens intentioner til meningsfuld praksis.
Vi søger fra den 1. oktober 2026 to pædagoger samt en barselsvikar (pædagog) til Løkkehus Børnehjem. De to pædagogstillinger søger vi henholdsvis til Krebsen, som lige nu har børn i alderen 5-13 år, og til Svanen, som har unge i alderen 13-18(23) år. Barselsvikariatet søger vi til Pegasus, som lige nu har børn i alderen 6-11 år.
Har du særlige ønsker til, hvilken gruppe du foretrækker at arbejde i, er du også meget velkommen til at skrive dette i din ansøgning.
Alle stillinger er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt, men vi er muligvis åbne over for et lavere timetal, hvis det ønskes. Angiv venligst dit ønskede timetal i din ansøgning.
Om stillingen
Som pædagog bliver du en del af en fast personalegruppe på 7-8 personer omkring en gruppe af børn.
Vores målgruppe er børn og unge op til 18 (23) år, som af forskellige årsager ikke kan bo i hjemmet hos deres forældre. Børnene og de unge har i varierende grad behov for socialpædagogisk støtte og behandling. Ens for dem alle er, at de har nogle oplevelser med i bagagen, som gør, at vi på Løkkehus for en periode skal være deres trygge base og faste holdepunkt. Som pædagog på Løkkehus vil opgaven primært være at yde omsorg, skabe struktur samt guide og støtte børnene og de unge i at kunne mestre et selvstændigt liv samt at være i tæt samspil med samarbejdspartnere omkring det enkelte barn/ung.
Om dig
Du skal arbejde gennemsigtigt og med stort hjerterum. Du skal være tydelig og vedholdende, omsorgsfuld og lyttende, og desuden være klar på at arbejde i et miljø, hvor refleksion over egen praksis er en grundlæggende præmis, og hvor vi sammen udgør den faglige styrke.
Det betyder, at du:
- er indstillet på at arbejde med dig selv og reflektere over egen praksis
- er nysgerrig og åben i samarbejdet med andre
- er initiativrig og ansvarsfuld i løsningen af opgaven omkring børnene
- er klar til at tage et personligt ansvar og trives med at arbejde både selvstændigt og i en gruppe
- har gode kommunikative evner, både skriftlige og mundtlige
- er pragmatisk og omstillingsparat i din tilgang til hverdagens opgaver
- indstillet på skiftende arbejdstider; dag, aften og hver anden weekend
- har et gyldigt kørekort, hvilket er en forudsætning for at komme i betragtning til stillingerne
Hvad bliver du en del af på Løkkehus?
En væsentlig del af vores kultur og måden, vi er sammen på, er, at vi hver dag stræber efter at være nysgerrige og åbne både i forhold til vores børn, unge og familier, vores kollegaer og samarbejdspartnere. Vores tilgang er funderet i den mentaliseringsbaserede og neuroaffektive forståelse, og vi ser det som vores vigtigste opgave at skabe ro i og omkring barnet for på den måde at øge mulighederne for trivsel og udvikling.
Vi arbejder desuden med procesbaseret dokumentation som et værktøj til at kvalificere og systematisere arbejdet med børnene. Med en fast struktur for opfølgning på mål for det enkelte barn sikrer vi, at alle børn og unge bliver set, og at der arbejdes med konkrete behandlingsmål for alle.
Samlet set arbejder vi på Løkkehus i et ligeværdigt fællesskab på tværs af faggrupper og teams, og vi siger, at vores børn og unge svømmer i det vand, der er imellem de voksne.
Vi har et fagligt stærkt og bevægeligt arbejdsfællesskab, hvor vi bruger hinanden til både faglig og personlig sparring og udvikling. Vi reflekterer hele tiden over vores praksis – både det vi er gode til og det, der udfordrer os. Dét er med til at løfte overlæggeren for den faglighed, vi ønsker for Løkkehus. At gøre en forskel for de mest udsatte børn og unge og deres familier gør os stolte, og det er vores drivkraft.
Vi har ekstern supervision og intern sparring.
Vi tilbyder en unik arbejdsplads med et uhøjtideligt arbejdsmiljø og højt til loftet.
Om Løkkehus
Løkkehus Børnehjem er Odense Kommunes eget tilbud på døgninstitutionsområdet. Løkkehus er placeret i den sydvestlige del af Odense – i bydelen Sanderum. Vi har et stort hus, der rummer 3 døgngrupper, døgnophold for familier
(Familiens Hus) og støttet og overvåget samvær (Samværshuset). Løkkehus er en del af det specialiserede børne- og ungeområde i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense, der organisatorisk er samlet i Center for Indsatser til Børn og Unge (CIBU).
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst mellem KL og SL. Det forventede lønniveau oplyses inden en eventuel samtale og afhænger af erfaring og kvalifikationer.
Vil du vide mere?
Har du har lyst til at høre mere om stillingen eller huset, kan du kontakte forstander på børne- og ungehjemmet på Mindelundsvej Rikke Søndergaard Mortensen eller afdelingsleder på Løkkehus Mette Riis Ebersbach på telefon 63757400 (bemærk der afvikles ferie i ugerne 29 og 30).
Du kan læse mere her om os på Løkkehus Børnehjems hjemmeside.
Det praktiske:
Lyder det som noget for dig? Så send os din ansøgning og CV senest tirsdag den 4. august 2026.
Vi forventer at afholde samtalen onsdag d. 12. eller torsdag d. 13. august.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Flakhaven, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0f55da16-9cb0-4bbe-b6f6-fe213011a3fe