BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi vil gerne invitere dig ind i et tværprofessionelt fællesskab, der er kendetegnet ved høj faglighed, åbenhed ift. nye kolleger og gensidig respekt for andres faglighed. Vi supplerer gerne dette med humor og godt humør. Du vil møde fagligt dygtige kolleger, der er parate til at dele deres viden, og vi betragter det som et fælles ansvar, at vi lykkes med kerneopgaven, både inden for klasseteamet og på tværs af klasserne. Vi bakker hinanden op, når vi står i svære situationer og vægter feedback og sparring, så vi løbende kan opnå viden om, hvordan vores ageren påvirker elevernes udviklingsmuligheder.
Om jobbet og os
Centerafdelingen er organiseret som en helhedsskole og modtager normaltbegavede elever med en diagnose inden for autismespektret, bl.a. Aspergers syndrom, samt børn med andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser eller grænsepsykotiske tilstande. Flere af eleverne har tilgrænsende vanskeligheder som f.eks. angst, OCD, opmærksomhedsforstyrrelse og perceptuelle vanskeligheder.
Du vil blive tilknyttet et klasseteam af lærere og pædagoger, der arbejder tæt sammen, både i klasserummet og på ugentlige teammøder.
En del af dit arbejde vil bestå i at afholde ugentlige elevsamtaler samt udarbejde individuelle støttesystemer i tæt samarbejde med den enkelte elev og klassens lærere. Gennem hele skoleforløbet er socialfag en fast del af skemaet, og du er ansvarlig for dette fag sammen med dine teamkolleger. Vi har udarbejdet vores egne trinmål for socialfag og arbejder med læringsmål ud fra dette.
Som pædagog skal du være indstillet på at deltage aktivt i både faglig undervisning samt forskellige typer af understøttende undervisning og fritidsaktiviteter efter skoletid og i skoleferierne.
Sammen med dit team vil du deltage i interne kurser vedr. special pædagogik samt kollegial sparring på tværs af klasseteams. Som ny medarbejder vil du blive tilknyttet en mentor, og derudover vil du deltage i forskellige kursusforløb, bl.a. grundlæggende autismeforståelse, konfliktforebyggelse, kognitiv affektiv træning og arbejde med autisme og angst.
Om dig
Vi søger pædagoger med følgende kvalifikationer:
- Du er god til at arbejde struktureret og har sans for elevernes særlige behov for grundig forberedelse og tydelig kommunikation
- Du kan variere og individualisere din pædagogiske tilgang til eleverne alt efter deres kompetencer og udfordringer.
- Du er fleksibel og kan tænke i utraditionelle løsninger, når tingene fungerer anderledes end forventet.
- Du kan møde både psykiske og fysiske udfordringer fra eleverne med ro og anerkendende tilgang.
- Du har kendskab til IT på brugerniveau og er god til at formulere dig på skrift i forhold til individuelle elevplaner og pædagogiske beskrivelser
- Du er indstillet på et tæt forældresamarbejde, og arbejder for at koordinere den pædagogiske indsats med andre fagpersoner.
Vi lægger vægt på at fungere som en samlet afdeling, hvor ressourcefordeling, sparring og kompetenceudvikling er et fælles anliggende for Centerafdelingens to afsnit.
Din arbejdstid vil primært ligge inden for tidsrummet kl. 7.00-16.00. Aftenklub for 7.-10 klasse, forældre- og personalemøder, vil dog ligge uden for dette tidsrum. Tirsdag er vores faste dag for fælles møder i afdelingen, og her vil der være mødetid til kl. 17.00.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at ringe til afdelingsleder Kenneth Sønderbek Rasmussen 20 27 85 25 på eller Michala Mandrup Larsen på 23 31 05 23, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Læs også om Centerafdelingen på Lumby Skoles hjemmeside.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 20. august 2024.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt mandag den 26. august 2024 mellem kl. 12.00 & 17.00.
Ansøgning skal vedlægges eksamensbevis, CV og andre relevante bilag, f.eks. udtalelser fra tidligere ansættelser.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Harlekinvej 74, Lumby, 5270 Odense N
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6092668