Odense Kommune: Områdechef til myndighed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

”Vi hjælper borgerne i job og uddannelse – også ved at give borgere med sociale udfordringer den nødvendige støtte”. Kerneopgaven er defineret – kan du løse den sammen med os?

Lidt om jobbet
Vi søger en områdechef (N3-chef) i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen (BSF) i Odense Kommune. En områdechef, der skal varetage ansvaret for myndighedsopgaven for både beskæftigelsesdelen og det specialiserede voksenområde (over 30 år). Områdets målgrupper er de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, borgere på ressourceforløb, hjemløse og kvinder på krisecentre. For begge områder gælder det, at det drejer sig om voksne over 30 år. Området har 7 afdelinger og godt 130 medarbejdere. Se nærmere i vedlagte organisationsdiagram.

Vi går en omskiftelig tid i møde – usikkerheden om jobcentrenes fremtid kender du til, og du har også gjort dig nogle overvejelser om, hvordan vi får en organisation med igennem den tid, der ligger foran os. På det specialiserede socialområde er vi i gang med at implementere hjemløsereformen og har en lang række andre opgaver, som der også skal tages hånd om.

Skal man kort beskrive opgaven som områdechef, skal du stå i spidsen for en række afdelinger, der arbejder med myndighed efter beskæftigelseslovgivningen såvel som Serviceloven. Medarbejderne inden for myndighedsområderne skal sikre, at de rette indsatser prioriteres, igangsættes og følges op. Ofte i tæt samarbejde med de kolleger, der varetager indsatserne, eller leverandører, der udfører opgaverne.

Lidt om kerneopgaven
Der er flere elementer i at kunne lykkes med kerneopgaven – et ganske kort oprids følger her:

  • Sikre medarbejdernes og ledernes trivsel i en tid, hvor jobcentrets fremtid er usikker
  • Koble din myndighedsdel sammen med indsatser på beskæftigelse, social og sundhed, for at skabe sammenhæng for de mennesker, vi er her for
  • Fokus på effekt for organisation og mennesker
  • Styre økonomi og faglighed tæt sammen på et ok kompliceret niveau – på beskæftigelsen såvel som i socialområdet
  • Indgå i en ledelsesstreng og ledelsesstruktur, der både stiller krav til og honorerer et godt, tæt og stærkt samarbejde
  • Forstå den politiske organisation og den energi, der følger med.

De seneste år er området i høj grad lykkedes med at få aktivitetsparate i arbejde, og det skal vi gerne videre med i de kommende år. Vi har en målsætning om at være på landsgennemsnit på erhvervsfrekvensen i 2027 – så vi har travlt. Der er stadig et pænt stykke derop, men vi er på vej.

Myndighedsopgaven på socialområdet er vigtig i forhold til det tværgående samarbejde – både for at understøtte beskæftigelsen og for at sikre udsatte mennesker et mere værdigt liv. Vi arbejder efter Housing First og er faktisk ret gode til det – ikke mindst grundet en ihærdig faglighed på myndighedsområdet. Vi skal have afskaffet hjemløsheden helt og aldeles i Odense – så der skal også tages fat her!

På tværs af beskæftigelse og social skal sundhed også tænkes ind, når de rette planer skal tilrettelægges for borgerne. Det kræver i høj grad opmærksomhed på det tværgående samarbejde, ikke mindst ”ud af huset”. Sundhedsindsatser er vigtige for at kunne lykkes med den borgergruppe, vi arbejder for.

Lidt om dig
De faglige kompetencer du kommer med, vil vi forvente du har fået i et givent omfang gennem:
  • Ledelseserfaring i en chefstilling
  • Arbejde på beskæftigelsesområdet såvel som/eller på socialområdet
  • Økonomistyring i kommunalt regi
  • Formidling og formulering i en politisk styret organisation.

Din personlighed er vigtig. Ordentlighed, åbenhed, lysten til samarbejde, godt humør og evnen til at motivere vil være vigtigt for os. Personligheden skal du kunne sætte i spil på en autentisk måde, når vi møder dig første gang.

Lidt om organisationen og ledelse
Organisationen, du går ind i, er af den karakter, vi vægter struktur og styring i høj grad. Derfor er ”ledelse” som faglighed højt prioriteret hos os, og ledelsesstrengen skal løfte meget. Du skal derfor måske også være indstillet på et andet styringsparadigme, end du er vant til. Vi stiller store krav, og giver også noget den anden vej. Vi fokuserer meget på ledelsesudvikling, som gruppe og som individer, og har et helt særligt fokus herpå. Som områdechef bliver du dels en del af vores chefgruppe i Jobrehabilitering, sammen med Anne Fuglsang som chef for Jobrehabilitering 2, og koncernchefen Jakob Gudbrand. Og du bliver del af forvaltningens samlede chefgruppe, hvor du får 12 andre N3-chefer som kolleger.

Et meget væsentligt element i at kunne lykkes ligger i trivslen og fagligheden hos vores medarbejdere og ledere. Du skal have særlig opmærksomhed på at udvikle begge elementer i din del af organisationen. Vi tror på fleksibilitet i opgaveløsningen; det er opgaven, der bestemmer, hvordan den bedst løses – hvad enten det nu er på kontoret eller hjemmefra. Det kalder på meget nærledelse, og også her får du en stor opgave i at hjælpe dine afdelingsledere i deres daglige arbejde. Du har et sikkert blik for værdien af den tværfaglige opgaveløsning og kan organisatorisk sikre, at tværfagligheden prioriteres i dagligdagen. Heri er ”ledelse af ledere” en afgørende forudsætning for at kunne lykkes. Du kan skabe sammenhold og sammenhæng i en ledergruppe af selvstændige ledere. Rammen for det ligger i vores tilgang til ledelse, og derfor er kommunens Medarbejdergrundlag såvel som Ledelsesgrundlag vedlagt.

Lidt om forvaltningen
I 2022 tog vi i BSF vores fundament, principper og mål op til drøftelse og fornyelse – se vedlagte bilag, der fortæller lidt om rejsen, vi har været på som forvaltning siden 2015, og hvor vi er på vej hen. Det bilag samler godt op på nogle af de forhold, der er beskrevet ovenfor. Vi ser os som en veldrevet forvaltning, med stærkt fokus på kerneopgaven, ledelse, faglighed og trivsel.

Et spændende job?
Så alt i alt; en hamrende spændende stilling med gode muligheder for at du kan udvikle dine lederegenskaber og have en god balance imellem familie, fritid og arbejde. Vi stiller krav, og vi giver noget tilbage. Det synes vi, og vi håber, du også finder det interessant, når du har læst det. Men noget andet er jo, hvad det i virkeligheden er.

Vil du vide mere?
Er du interesseret, så ring meget gerne til koncernchef Jakob Gudbrand, tlf. 2011 4954, inden du skriver ansøgningen. Du behøver ikke at have nogle vildt spændende, interessante eller overraskende spørgsmål - din nysgerrighed og interesse er nok i den første kontakt.

Du kan også orientere dig i vores organisationsdiagram, Medarbejdergrundlag, Ledelsesgrundlag og BSF’s kerneopgave og principper.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Processen
Der er ansøgningsfrist den 26. september. Den 28. september beslutter ansættelsesudvalget, hvem de ønsker at møde til 1. samtale, som gennemføres den 4. oktober. 2. samtalerunde er den 25. oktober. De kandidater, som inviteres til denne, vil i perioden mellem de to samtaler blive bedt om at udfylde og modtage tilbagemelding på en personprofil og blive tilbudt en uformel kaffesamtale med koncernchef Jakob Gudbrand.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Odense Kommune, Tolderlundsvej 2, 5000 Odense C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://odense.emply.net/recruitment/vacancyApply.aspx?publishingId=31a57c68-bca4-4d94-8427-fc5cc09e19b1

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5894217

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet