Odense Bulldogs henter amerikansk offensiv back

Foto: Odense Bulldogs.
dato

Brandon Estes trækker i Bulldogs-trøjen fra den kommende sæson!

Odense Bulldogs tilføjer 27-årige Brandon Estes til den kommende sæsons trup. Den amerikanske back skifter til Odense Bulldogs på en etårig kontrakt.

Brandon Estes har de seneste to sæsoner spillet i ECHL for Savannah Ghost Pirates, hvor han samlet set har noteret sig 127 kampe og produceret 56 point. De seneste tre sæsoner er den stærke back desuden blevet kaldt op til AHL, hvor det er blevet til i alt 17 kampe i den næstbedste nordamerikanske liga. 

Nu går turen for første gang i karrieren over Atlanterhavet og til Danmark, hvor han indtager Metal Ligaen fra den kommende sæson – og det glæder Brandon Estes sig til:

”Undervejs i processen har jeg haft en rigtig god dialog med Paul Thompson omkring skiftet til Odense Bulldogs og ud fra vores snakke føles det som et godt match. Det virker til at være en fantastisk by og klub med mindst lige så fantastiske fans, så jeg er bare superspændt på at komme i gang.” siger Brandon Estes.

”I Brandon Estes får vi en rigtig dygtig offensiv back. Han er right-skytte og har store kvaliteter i hele sit spil, hvor han blandt andet er særlig god til at komme med frem på isen og løfte offensiven. Vi forventer desuden, at Brandons kvaliteter kan bidrage positivt i vores powerplay.” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs, og tilføjer: 

”Brandon har masser af solid erfaring i rygsækken og har produceret rigtig flot i ECHL de seneste to sæsoner. Hans præstationer har også udmøntet sig i flere optrædener i AHL, der helt tydeligt vidner om en talentfuld back med et stort potentiale.”

Også cheftræner i Odense Bulldogs, Paul Thompson, ser ligeledes frem til at Brandon Estes tilslutter sig truppen og styrker holdet med sine kvaliteter: 

”Brandon er en godt skøjtende og meget mobil højrefattet back. Han har store kvaliteter i alle spillets aspekter og vi anser ham som værende en kommende nøglespiller i særligt vores powerplay. Vi glæder os til at byde Brandon og hans familie velkommen i vores klub og by.”

Brandon Estes vil bære nr. 6 på ryggen i Odense Bulldogs.

 Kontrakten er på betingelse af godkendelse fra DIU's Licensudvalg.

Kilde: Odense Bulldogs
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.