En ny meningsmåling tyder på, at borgmester Rahbæk Juel kan beholde borgmesterkæden på skuldrene.
Venstre ser derimod ud til at få et dårligt valg, mens de Konservative får stor fremgang.
I en meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for Fyens Stiftstidende, er 1028 borgere blevet spurgt, hvor de vil sætte deres kryds. Meningsmålingen er foretaget i perioden 4. til 9. november 2021.
Det er stadig rød blok, der ser ud til at sikre sig flertal med 18 mandater mod 11 til de blå partier. Dermed kommer Socialdemokratiet til at fastholde magten i Odense de kommende fire år.
I blå blok ræser de konservative forbi Venstre med en fordobling af mandater fra tre til seks. Venstre står til at miste to mandater.