BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for, at mennesker med psykiske vanskeligheder og misbrug skal have de bedste muligheder for et godt liv? Kan du sætte en tydelig faglig retning på et vigtigt område, der gør en mærkbar forskel?
Forløb sindslidelse søger en leder til ledelsesområdet Vista Balboa, Vista Hus, Flexbostøtten og de sociale viceværter.
Om jobbet
Du bliver leder for 4 tilbud til målgruppen efter servicelovens § 85, 104, 107 samt sundhedsloven fordelt på 2 matrikler. Tilbuddene rummer også udgående funktioner, som møder borgerne hvor de er. Fælles for hovedparten af de mennesker, der har kontakt med tilbuddene, er, at det er mennesker med en psykisk lidelse og et misbrug af alkohol og/eller stoffer.
Som rehabiliteringsleder har du det faglige, personalemæssige og økonomiske ansvar for tilbuddene. Du skal lede tilbuddene solidt funderet i en recoveryorienteret rehabiliterende tilgang og en praksis, der præges af systemisk-narrativt metode. Det er din opgave at sikre, at dette omsættes i praksis i mødet mellem tilbud og borgere. At det opleves af og får betydning for borgerne.
Sammensætningen af tilbud og geografi giver store muligheder for en varieret og fagligt udviklende hverdag som leder. Du skal samtidig evne at være leder for alle personalegrupper på de 2 lokaliteter. Det kræver, at du opleves som en nærværende og tilgængelig leder – også når du er på afstand. Du vil i det daglige have tæt ledelsesmæssigt samarbejde og faglig sparring med den assisterende rehabiliteringsleder. Fælles for tilbuddene er, at du bliver leder for dedikerede medarbejdere, der brænder for at gøre en forskel for mennesker, der har brug for støtte.
Samarbejdet med og om borgerne giver lederen mange samarbejdsflader, der har stor betydning for det samlede tilbud til borgerne og for borgernes oplevelse af sammenhæng. Det er din opgave at vedligeholde og styrke samarbejdsfladerne til gavn for borgere, medarbejdere og organisationen.
Om os
Stillingen og tilbuddene er forankret i forløb sindslidelse, der omfatter bo- og dagtilbud til borgere med psykiske vanskeligheder. Forløb sindslidelse er en del af Handicap og Psykiatriafdelingen i Ældre- og Handicapforvaltningen. Der er 7 ledelsesområder med 7 rehabiliteringsledere i forløb sindslidelse og 1 forløbschef. Vi er udfører på vegne af myndighed i forvaltningen.
Du bliver kollega og del af en fagligt stærk ledergruppe med 6 kollegaer og 1 forløbschef, der sparrer, samarbejder, støtter, udvikler og på bedste vis udfordrer hinanden i dagligdagen. Du får mulighed for at være med til at præge, hvordan ledergruppen skal udvikle sig.
Vista Balboa, og de andre tilbud i ledelsesområdet, er kendetegnet ved at kunne rumme og være i kontakt med en gruppe mennesker, der periodevis eller mere vedvarende har et meget vanskeligt liv. Det kræver noget af medarbejderne, af lederen og af den organisation, alle er en del af. Der skal på en og samme tid være en stærk faglighed og en tydelig fælles faglig retning i kombination med en evne til nogle gange at prøve utraditionelle individuelle løsninger af.
Om dig
Der er således meget, der gør netop denne lederstilling både attraktiv og fagligt interessant. Derfor har vi også forventninger til dig som person og som leder. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende – den er formentlig enten social- eller sundhedsfaglig, men kan også være en anden relevant uddannelse. Vi forventer, at
- Du har faglig viden om og erfaring med mennesker, der lever med psykiske vanskeligheder, misbrug og social udsathed
- Du har ledererfaring og meget gerne en lederuddannelse
- Du har solide kompetencer til og erfaring med at sikre en både fagligt og økonomisk bæredygtig drift.
- Du har viden om sundhedsområdet og meget gerne viden om sundhed og rusmiddelbehandling for borgere med et misbrug.
- Du har arbejdet med udviklingsprocesser.
På det personlige plan ønsker vi, at du har stærke evner til at samarbejde med borgere, medarbejdere, lederkollegaer samt samarbejdspartnere indenfor og udenfor kommunen. Du opleves som en nærværende og inddragende leder, der er tæt på dit område og evner at opnå følgeskab blandt medarbejderne. Du prioriterer medarbejdernes og tilbuddenes fortsatte faglige udvikling, og kan inspirere til nysgerrighed og udvikling.
I dialog med organisationen sætter du en klar faglig retning for dit område og kan fastholde den - også når det kan være udfordrende. Du bidrager aktivt til den samlede organisation og opgaveløsningen udover dit eget ledelsesområde. Dette gælder også i forhold din kommende ledergruppe, hvor det er naturligt for dig at være opmærksom på dine kollegaer og at yde dit bidrag til det fælles forpligtende.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et lederjob, hvor du kan udvikle dine leder- og faglige kompetencer indenfor socialpsykiatri, rusmiddelområdet og udsatteområdet. Du bliver leder for medarbejdere, der er dedikerede til opgaven og borgerne.
Med jobbet får du en stor kontaktflade i organisationen og en bred vifte af samarbejdspartnere både internt i kommunen og med eksterne samarbejdspartnere.
Du får mulighed for at bidrage til de spor, der i de kommende år vil rammesætte udviklingen i forløb sindslidelse. Helt aktuelt går vi nu i gang med at gennemføre en bredt inddragende proces, der skal munde ud i fastlæggelse af de kommende års pejlemærker for socialpsykiatrien i forvaltningen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere?
For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte forløbschef Gert Müntzberg på 21 70 88 54.
Læs mere om Vista Balboa og Flexbostøtten.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 11. september 2024.
Vi afholder 1. samtale den 18. september 2024 og 2. samtale den 26. september 2024.
Bliver du inviteret til 2. samtale, vil du blive bedt om at udfylde en personprofilanalyse i perioden mellem de to samtaler. Du kan også blive bedt om at arbejde med en case, som du skal præsentere ved 2. samtale.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Ørbækvej 100B, st., 5220 Odense SØ
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6102035