Har du lyst til at understøtte direktionens daglige arbejde i en stor statslig styrelse og være tæt på det strategiske beslutningsrum? Brænder du for at arbejde sammen med dedikerede kolleger for at udmønte regeringens miljøpolitiske ambitioner? Har du mod på at være ansvarlig for vores kommunikationsarbejde i en styrelse med stor opmærksomhed i medierne? Så har vi en attraktiv kontorchefstilling og en attraktiv arbejdsplads til dig!
Om enheden
Du bliver kontorchef i enheden Direktion og Kommunikation (D&K). Enheden varetager mangeartede opgaver, der understøtter styrelsens ledelse og samarbejde mellem ledelsen og de faglige enheder i styrelsen. D&K arbejder også løbende med initiativer og arrangementer, der skal sikre styrelsens sammenhængskraft.
Direktion og Kommunikation har p.t. godt tyve medarbejdere fordelt på følgende teams:
- Direktionssekretariatet, som står for den daglige betjening af direktionen, for leverancestyring af sager til departementet og løsning af diverse tværgående opgaver i styrelsen
- Presseteamet, som håndterer henvendelser fra diverse medier og offensivt kommunikerer styrelsens mange gode historier på diverse platforme, ligesom teamet gennemfører medietræning og understøtter chefer/medarbejdere, som skal optræde i medierne
- Web teamet som er koncernweb funktion for hele ministeriet og styrer og vedligeholder styrelsens hjemmeside og intranet og understøtter kommunikationsindsatser i styrelsens faglige enheder
Enheden har p.t. to funktionsledere, en funktionsleder for direktionssekretariatet og en funktionsleder for det internationale team.
Kompetenceprofil
Miljøstyrelsen er med vores nye direktør i spidsen inde i en spændende udvikling, hvor understøttelse af ministeriets arbejde med politiske strategier og initiativer skal have ekstra opmærksomhed, hvilket forudsætter et endnu tættere samarbejde med vores departement.
Derfor vægter vi særlig højt, at du:
- Har stor forståelse for og erfaring med embedsmandsrollen fra enten stat, kommune eller region og kan navigere kompetent og løsningsorienteret i spændingsfeltet mellem faglighed og politik.
- Har erfaring med ledelsesbetjening. Det er en fordel, hvis du har direkte erfaring med at arbejde tæt på det politiske niveau, gerne direkte politikerbetjening.
- Har flair for kommunikation både indenfor organisationen og eksternt. Det er særligt værdsat, hvis du har erfaring med at håndtere pressen.
- Er struktureret og går analytisk til værks, når du sikrer fremdrift, styrer efter mål og skaber resultater.
- Har gode kommunikationsevner og er en holdspiller, der er god til at fremme samarbejde og opbygge interne så vel som eksterne relationer.
- Har en tilgang til personaleledelse, der fokuserer på at inspirere, prioritere og sætte retning for dine medarbejdere, og i det hele taget skabe motiverende rammer, hvor anerkendelse og psykologisk tryghed er en del af arbejdsmiljøet.
Ansættelsen sker på åremålsvilkår og i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelser af chefer i staten” med en grundløn efter løngruppe 1 på kr. 679.245 årligt i aktuelt niveau (november 2025). Ud over grundlønnen kommer individuelt tillæg, åremålstillæg, pensionsordning og engangsvederlag efter indsats og resultater.
Er du tjenestemand i forvejen, kan ansættelse ske på tjenestemandsvilkår i lønramme 37. For tjenestemænd stiles ansøgningen til Kongen.
Ansættelsesområdet for kontraktansatte chefer er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du ansættes som tjenestemand er ansættelsesområdet Miljøstyrelsen og tjenestestedet er Odense, Lerchesgade 35, 5000 Odense C.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2026.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås hos direktør Jakob Møller Nielsen på tlf. 41 72 16 07.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 15. februar 2026.
Rekrutteringsprocessen består af to samtaler, den første samtale finder sted den 18. februar 2026 og den anden samtale finder sted den 24. februar 2026, begge samler afholdes i Odense. Der vil være et profil- og testforløb med tilbagemeldingssamtale imellem første og anden samtale. Sidstnævnte suppleres af en case-besvarelse.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
MILJØSTYRELSEN, Lerchesgade, 5000 Odense
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/039d0452-97fc-42d7-8d09-81d9d33bd42a