Kommunikationsansvarlig til Center for Digital Psykiatri: Sæt retning for digital psykiatri i Danmark

dato

Vil du tage det samlede ansvar for kommunikation i et nationalt førende center, der sætter retning for digital psykiatri i Danmark? Har du solid erfaring med strategisk kommunikation, ledelsesrådgivning og interessenthåndtering i en politisk styret organisation? Så er det dig, vi mangler!

Om stillingen
Center for Digital Psykiatri driver og udvikler digitale psykiatritilbud, der hjælper mange danskere med at lå let adgang til støtte og behandling af høj kvalitet. Kommunikation er et centralt strategisk greb i den opgave – både i relation til befolkningen, beslutningstagere og samarbejdspartnere.

Som kommunikationsansvarlig har du det overordnede strategiske ansvar for centerets samlede kommunikationsindsats. Du sætter retning, prioriterer og sikrer sammenhæng mellem centerets faglige arbejde, de strategiske mål og den interne og eksterne kommunikation. Du fungerer som ledelsens primære rådgiver på kommunikation og spiller en central rolle i centerets positionering nationalt.

Du indgår i centerets ledelse og arbejder tæt sammen med afdelingschefen og øvrige ledere. Rollen forudsætter, at du kan navigere sikkert mellem strategisk udvikling, rådgivning på højt niveau og kvalificeret eksekvering – både på egen hånd og i samarbejde med kommunikationskolleger i centeret og regionen.

Centrale ansvarsområder

  • Overordnet ansvar for centerets strategiske kommunikation, presse og PR, marketing og branding
  • Strategisk rådgivning af ledelse og projektansvarlige om kommunikation og interessenthåndtering
  • Udvikling og implementering af en helhedsorienteret, datadrevet kommunikationsstrategi, der understøtter udbredelse og skalering af digitale psykiatritilbud
  • Fagligt ansvar for centerets eksterne og interne kommunikation på tværs af kanaler, herunder sociale medier, websites, nyhedsbreve og kampagner
  • Kvalitetssikring af skriftlige produkter såsom pressemeddelelser, debatindlæg, kampagnemateriale og strategisk storytelling
  • Sikring af, at al kommunikation lever op til gældende etiske og juridiske krav inden for sundhedsområdet
Din profil

Du er en erfaren kommunikationsrådgiver, der trives i en rolle med stort selvstændigt ansvar og tæt samspil med ledelsen. Du har solid erfaring med både strategisk og operationel kommunikation og trives med at kombinere langsigtet strategi med hands-on eksekvering.

Vi forestiller os, at du:

  • Har minimum 5 års erfaring med strategisk kommunikation, presse og ledelsesrådgivning
  • Har erfaring med at positionere organisationer eller større initiativer i et komplekst interessentlandskab
  • Kommunikerer præcist, sikkert og gennemslagskraftigt – både skriftligt og mundtligt
  • Arbejder analytisk og struktureret og kan omsætte strategi til klare prioriteringer
  • Er relations stærk og vant til at samarbejde på tværs af fagligheder, organisatoriske niveauer og eksterne aktører
  • Har kendskab til politisk styrede organisationer og beslutningsprocesser
  • Har arbejdet systematisk med måling, effekt og evaluering af kommunikationsindsatser
Det er en fordel, hvis du:

  • Har solid forståelse for – eller stærk interesse i – psykiatri, sundhed, digitalisering og forskning
  • Har erfaring med marketing og branding af fx digitale tilbud
  • Har erfaring med forandringskommunikation, implementering eller større udviklingsprogrammer
Vi tilbyder

  • En strategisk nøgleposition med stor indflydelse på centerets retning og prioriteringer
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • Fleksible rammer og stor frihed i opgaveløsningen
  • Et ambitiøst og fagligt stærkt arbejdsmiljø med høj grad af tillid, samarbejde og fælles ansvar
  • Mulighed for at præge udviklingen af digital psykiatri på nationalt niveau
Kort om Center for Digital Psykiatri

Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark er national frontløber inden for digitale sundhedstilbud til mental sundhed og psykiatri. Vi driver blandt andet Internetpsykiatrien.dk og Mindhelper.dk og understøtter samtidig psykiatriske afdelinger i regionen i brugen af digitale løsninger. Centeret arbejder med teknologier som video, apps, digitale selvhjælpsforløb, behandlingsprogrammer, virtual reality og kunstig intelligens.

Praktisk information

  • Arbejdssted: Nyt OUH, Hospitalsringen 90, 5260 Odense S
  • Ansættelse: Fastansættelse, 37 timer ugentligt. Løn og vilkår efter gældende overenskomst. Ansættelse som special- eller chefkonsulent med reference til centerets afdelingschef. Stillingen indebærer faglig ledelse. Personaleledelse af kommunikationsmedarbejdere i centeret er hos funktionsleder for Indhold, design og kommunikation.
  • Start: 1. april 2026
  • Ansøgningsfrist: fredag den 20. februar 2026
  • Samtaler: Vi forventer at holde første samtale den 23. februar og anden samtale den 25. februar 2026. Der indgår en case i 1. samtale.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Marie Paldam Folker på mf@rsyd.dk eller telefon 23 60 65 89. Du kan også finde os på LinkedIn og få et indtryk af vores arbejde.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Center for Digital Psykiatri, Hospitalsringen, 5260 Odense S

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2bcd660c-a032-4ade-8d81-07dd63d39043

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet