Kom til genåbningsfest og gør et godt kup

Kom med til åbningen 21. april kl. 11.00
dato

Er du til genbrugsguld og elsker du samtidig kaffe og kage har du gode grunde til at møde op på Bogensevej 62 imorgen d. 21. april kl. 11.00.

Her åbner Kræftens Bekæmpelse nemlig deres helt nye genbrugsbutik, som vil blive indviet af intet ringere end viceborgmesteren. Der vil være kaffe og kage til de første 100 fremmødte ligesom der vil være masser af kvalitetsgenbrug på hylderne, så der er god grund til at slå et smut forbi.

Genbrugsbutikken har i de sidste ti år ligget på Bogensevej 2, men da lejemålet for nylig blev opsagt, måtte butikken se sig om efter nogle nye lokaler. Heldigvis lykkedes det at finde nogle store, flotte lokaler blot 300 meter fra den gamle adresse. Nemlig i Faktas gamle lokaler og efter flere måneders renovering og istandstandsættelse er butikken nu klar til den store åbning.

25 millioner på 10 år
På de ti år butikken har eksisteret, har den takket være Odenseaners gavmilde donationer og store købelyst langet genbrugsguld over disken for mere end 25 millioner kroner. Penge, der er er gået til Kræftens Bekæmpelses indsats overfor forskning, patientstøtte og forebyggelse.


Der er masser af brugt tøj i den nye forretning, så der er mulighed for at gøre et godt genbrugskup (Foto: Privat)

Når butikken slår dørene op for den nye butik, er det med en forventning om en fortsat positiv genbrugsvækst.

- De nye butikslokaler er både større og mere moderne, så jeg føler mig overbevist om, at vi har gode muligheder for at skaffe endnu flere penge til kræftsagen. Jeg håber vores kunder og gavmilde donorer fortsætter med at bakke os op, og hvem ved, måske er vi så heldige, at der følger nye kunder med i kølvandet af flytningen, lyder i en tidligere pressemeddelelse fra butikkens distrktschef, 2Frank Nissen

Flere kvadratmeter og mindre C02-udslip
Udover flere kvadratmeter at boltre sig på og bedre forhold for de frivillige, har den nye butik også den fordel, at der på grund af nyere el-installationer, vil være penge at spare på den kommende elregning og et mindre CO2 udslip.

Det går pengene til
Når du støtter Kræftens Bekæmpelse, bidrager du til foreningens arbejde og er med til at gøre en forskel for de mange danskere, der bliver ramt af kræft og deres pårørende.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.