Kagens Dag Fyn 2026

Kagens Dag Fyn
dato

Deltag i Kagens Dag Fyn 2026.

Dette traditionsrige velgørenhedsarrangement, som første gang blev afholdt i 2004, samler bagere og konditorer fra hele Fyn for at vise deres flotte bagværk frem. Efter en længere tids pause blev Kagens Dag Fyn afholdt sidste år med kæmpe succes. 500 kageglade gæster og mere end 20 bagere var samlet på Kold College, hvor der blev indsamlet 53.558,36 kr. til Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.

I år afholdes Kagens Dag Fyn lørdag den 25. april kl. 13.45 – 18.00 på Storms Pakhus.

"Vi har lyttet til ris og ros fra deltagerne sidste år og har derfor ændret ugedag og lokation. Deltagerne var utrolig glade for lokationen på Kold College, men der var et ønske om at komme tættere på Odense Centrum, hvor Kagens Dag Odense oprindeligt blev afholdt.

Vi gik derfor i dialog med Storms Pakhus om afholdelse af Kagens Dag Fyn med dem, og de var meget begejstrede for idéen," siger David Lind Nordby.

"Vi er utrolig glade for, at Kagens Dag Fyn vil afholde deres arrangement i samarbejde med Storms Pakhus. Vi har både lokationen og rammerne til arrangementet. Vi afholder mange events i løbet af året, og med vores erfaring og rammer er jeg sikker på, at vi kan give gæsterne en fantastisk kageoplevelse," siger Rikke Madsen, Storms Pakhus.

Danske Handicaporganisationer er en del af Kagens Dag Fyn teamet i år.

Danske Handicaporganisationer (DH) arbejder for, at mennesker med handicap kan leve et liv som alle andre. Mennesker med handicap skal kunne deltage, bidrage og være en del af fællesskabet. DH er et markant talerør for handicaporganisationerne. De repræsenterer mennesker med alle typer handicap, både synlige og usynlige – fra hjerneskade og gigt til udviklingshandicap og sindslidelse. De repræsenterer 38 handicaporganisationer med cirka 400.000 medlemmer. "Da vi fik en henvendelse fra Kagens Dag Fyn om, hvorvidt vi ville hjælpe med Kagens Dag Fyn, sagde vi selvfølgelig ja. Kagens Dag Fyn samler ind til indlagte børn på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense. Børn og unge med psykisk sygdom er en sag, vi prioriterer højt, siger Tina Brandt Jensen, formand for DH Kerteminde.

Programmet for dagen:

Kl. 13.45: Dørene åbnes.

Kl. 13.55: Velkomsttale ved byrådsmedlem Roya Moore.

Kl. 14.00: Kagesmagning med musik af Jazz Duoen.

Kl. 17.00: Kagesmagning slut.

Kl. 17.10: Auktion - Auktionarius Kristian Fjord.

Kl. 18.00: Tak for i år.

Deltag som bager eller konditor.

Bagere og konditorer fra Fyn opfordres til at deltage og vise deres flotte kager frem.

Det er gratis for bagere og konditorer at deltage. Tilmelding på kontakt@kagensdagfyn.dk

”Sidste år deltog 20 bagerier fra hele Fyn, og vi håber på større opbakning i år,” siger bagermester Jim Heimann fra Baker Boys.

Køb billet og støt en god sag.

Billetten koster 100 kr. pr. person + gebyrer.

Hele overskuddet fra indsamlingen går til Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.

KØB BILLET HER: https://place2book.com/da/sw2/sales/9yh1yil6h8

Tilmeldingen er bindende, og man kan ikke få refunderet pengene, men man må gerne give billetten til en anden, hvis man er forhindret.

Praktisk info:

- Hamstring af kager i æsker, tasker m.m. vil medføre bortvisning fra arrangementet.

- Store tasker må ikke medbringes.

- Ingen adgang for barnevogne og store klapvogne.

- Medbragt mad og drikke er ikke tilladt i Storms Pakhus.

- Man får armbånd på i indgangen til kageområdet, ved forevisning af billet. Armbåndet skal være synligt under hele arrangementet.

Bemærk! Alle madboderne i Storms Pakhus har åbent som normalt. Kagerne hentes i et afskærmet område.

Læs mere om velgørenhedsarrangementet på https://kagensdagfyn.dk


Bag dette velgørende arrangement står:

Storms Pakhus.

Eventkoordinator og ildsjæl David Lind Nordby.

Bagermester Jim Heimann, Baker Boys.

Bagermester Kristian Stjernholm, Kornbageren.

Danske Handicaporganisationer.

Kilde: David Lind Nordby
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.