Når keglesportens Nations Cup løber af stablen den 19. og 20. september, bliver det Odense Keglecenter, der danner rammerne for den traditionsrige turnering. Her får odenseanerne en enestående mulighed for at opleve sportens internationale top tæt på.
Fredag den 19. september kl. 13.40 åbnes Nations Cup officielt i Odense Keglecenter. Det sker med velkomst fra Dansk Kegle Forbunds formand, Niklas Rejnstrup, og en åbningstale af byens rådmand for Kultur og Fritid, Søren Windell (C).
Turneringen samler tre nationer – Tyskland, Polen og Danmark – som over to dage skal dyste på keglebanerne i Odense.
Attraktiv sport med smil og samvær
Formanden for Dansk Kegle Forbund, Niklas Rejnstrup, håber, at mange odenseanere vil kigge forbi og opleve sporten helt tæt på:
”Vi vil gerne vise, at keglesporten er en attraktiv og spændende sport, og vi håber, at mange vil komme og se landets bedste spillere dyste mod nabonationerne,” siger han.
Publikum kan både se åbningen fredag eftermiddag og de afgørende finaler lørdag den 20. september kl. 15-17, hvor medaljerne bliver uddelt omkring kl. 16.30.
Alle kan være med
Arrangørerne lover intense kampe, gode grin og hyggeligt samvær – og der kræves hverken billet eller forhåndstilmelding som tilskuer.
”Arrangementet er åbent for alle – bare mød op med godt humør og nyd spillet,” lyder opfordringen fra forbundet.
Tid og sted:
📅 Fredag den 19. september 2025 kl. 13.40 (officiel åbning)
📅 Lørdag den 20. september 2025 kl. 8:30-17 (Indledende runder, finaler og medaljeoverrækkelse)
📍 Odense Keglecenter, Søhusskolen, Bispeengen 1-5, 5270 Odense N