Nu kan du indstille en ildsjæl - en forening, en organisation eller en frivillig person, som du mener gør en forskel for Odenses udsatte og sårbare. Odense Kommune uddeler prisen på den nationale frivillighedsdag den 24. september 2021.
Fredag den 24. september afholder Frivilligcenter Odense i samarbejde med Odense kommune årets “Frivillig Galla”. Arrangementet er de frivillige, sociale foreningers gallafest og har til hensigt at hylde det store arbejde, som de gør hvert eneste år. På “Frivillig Galla” uddeler Odense Kommune fem priser, der hylder det store frivillige, sociale engagement. Et engagement som hver eneste dag gør en forskel for de sårbare og udsatte i kommunen.
Nu skal du bruge din stemme. Odense Kommune vil nemlig gerne høre fra dig. Hvem vil du gerne fremhæve som særligt engageret? Hvem eller hvad har gjort en forskel for de sårbare og udsatte i Odense Kommune?
Du kan sende din indstilling - eller flere, hvis du ønsker at fremhæve mere end én person/forening. Det er tid til at nominere og lade de frivillige vide, at deres arbejde gør en forskel.
Indstillingerne sendes til Odense Kommune gennem et elektronisk skema, som du kan finde her. Her kan du også læse mere om ildsjælepriserne og se de tidligere vindere. Sidste frist for at indstille er den 18. august 2021.