Henvendelser om digitale krænkelser stiger med 50 procent hos Red Barnet

Profilbillede
dato

Red Barnets rådgivning om digitale krænkelser har i 2021 oplevet en stigning på 50 procent i henvendelser.

Antallet af henvendelser om digitale krænkelser til Red Barnets rådgivningsorgan SletDet steg med 50 procent i 2021 fra 1319 til 1974 henvendelser. SletDet-rådgivningen har eksisteret siden 2016.

Det er samtidig det højeste antal henvendelser på et år.

Stigningen skyldes blandt andet coronapandemien, mener Ane Lemche, psykolog og børnefaglig rådgiver i Red Barnet.

"Det, vi kan se, er, at børn sidder meget mere hjemme foran skærmen, end de gjorde engang. Undervisning og socialt liv er lagt online, og det er det desværre også for de voksne, der kan finde på at udsætte børn for krænkelser," siger Ane Lemche.

Ud over coronapandemien peger Red Barnet på, at udvidede åbningstider og mere opmærksomhed på digitale overgrebssager også kan forklare stigningen.

Digitale krænkelser skal på skoleskemaet 

I 924 af henvendelserne blev der modtaget personlig rådgivning. Og mere end hver fjerde af de personlige rådgivninger handlede om seksualiserede digitale krænkelser.

Det er eksempelvis at få delt et nøgenbillede uden samtykke.

Men selv om antallet af henvendelser stiger, er der stadig et stort mørketal.

En undersøgelse fra Red Barnet viste for nylig, at hvert tredje barn mellem 9 og 12 år har oplevet digitale krænkelser inden for det seneste år. I aldersgruppen 13 til 17 år er det hver anden.

"Det betyder, at der er en masse børn derude, der ikke får søgt den hjælp, som de skal. Vi kan se, at det er meget få, der eksempelvis tager fat i en lærer. Derfor tænker vi, at der må være nogle børn og unge derude med ondt i maven, der ikke får snakket med en voksen," fortæller psykologen. 

For at komme mørketallet til livs skal digitale krænkelser blandt andet på skoleskemaet, mener Red Barnet.

"Der er flere måder man kan sætte ind på. For det første skal børn og unge vide, hvor de kan få hjælp, og der skal digital dannelse på skoleskemaet. Det skal ind på skolerne, hvad ens egne rettigheder er, og hvad andres rettigheder er. De skal vide, at de har ret til at være beskyttet mod digitale krænkelser," siger Ane Lemche.

Psykologen fortæller videre, at forældre også skal blive bedre til at gå i dialog med deres børn.

"Forældre skal spørge ind på samme måde, som de ville med skolegang eller fritidsinteresser."

Er du i alderen 9-17 år, og har du været udsat for digitale krænkelser tilbyder Odense Kommune anonym og gratis rådgivning hver torsdag i tidsrummet 14:00-16:00.  Du kan også finde mere information digitale krænkelser på Red Barnets SletDet hjemmeside.

Kilde: Ritzau