Gråskov Biler tager springet til stor værkstedskæde

Profilbillede
dato

Efter mere end et kvart århundrede som uafhængigt værksted indgår Gråskov Biler i et samarbejde med den landsdækkende værkstedskæde CarPeople. Sammenhold er vejen frem, mener Jesper Gråskov.

Siden Gråskov Biler i Odense slog dørene op i 1994 har indehaveren Jesper Gråskov lagt vægt på tre ting i sit værksted: Service, kvalitet og frihed. Derfor har de gennem alle årene været et uafhængigt værksted.

Selvstændigheden fortsætter, men fra starten af 2021, bliver Gråskov Biler også en del af CarPeople-kæden. En beslutning med flere års tilløb og overvejelser, men som i sidste ende var uundgåelig, fortæller Jesper Gråskov.

"Vi har fået tilbud gennem årene fra forskellige kæder, men har altid afvist. Så da CarPeople henvendte sig var det med skepsis, indtil vi kiggede nærmere og fik afvejet fordele og ulemper. Her var der en slagside mod fordelene ved at være en del af en frivillig værkstedskæde som CarPeople," siger Jesper Gråskov og uddyber beslutningen:

"Det bliver sværere at overleve som et mindre, selvstændigt værksted på et konkurrencepræget marked, men som en del af CarPeople-kæden, beholder vi vores frihed samtidigt med, at vi får alle kædefordelene i brugtvognsudvalg, finansiering- og forsikringsmuligheder og landsdækkende service og garanti. Det er bare en god komplet pakke."

Gråskov Biler kommer som en del af CarPeople-samarbejdet blandt andet også til at blive certificeret el- og hybridbilværksted og kan desuden lave garantiservice på samtlige bilmærker.

Ambitiøst vokseværk hos CarPeople
Det nye CarPeople-værksted i Odense NV bliver som en del af CarPeople i stand til at yde fordele som online booking, finansiering af brugtvogne og tre års garanti på nye reservedele. Det er blandt andet de kundefordele, som skal sikre CarPeople flere medlemsværksteder gennem 2021, så kæden opnår et bredt landsdækkende servicenetværk.

"I CarPeople er det afgørende, at de gode takter er der fra start, og Gråskov Biler har gennem mange år bevist deres faglighed og høje serviceniveau og er derfor et godt match for os. Værksteder med de rette værdier og fokus på forretningsudvikling, ordentlighed og samarbejde er præcis den type værksteder, som vi gerne vil have med i CarPeople-kæden," siger Finn Thomsen, kædechef i CarPeople.

Kædesamarbejde giver kunderne flere fordele og samme gode service
Hos Gråskov Biler kommer kunderne ikke til at mærke den store forskel, når værkstedet bliver opdateret med CarPeoples farver. Med udvidelsen til CarPeople bliver det muligt for Gråskov Biler at tilbyde de muligheder, som CarPeople bidrager med, men med samme lokalkendskab, og de samme folk på værkstedet, som kunderne kender.

"Vi er fire mand på værkstedet, og det bliver de samme fire som fortsætter bare i noget andet tøj. Det er vigtigt for os, at CarPeople bliver et sundt supplement til værkstedet, hvor vi har frihed til at fortsætte, som vi plejer, men nu samtidig kan tilbyde en masse nye muligheder til vores kunder," siger Jesper Gråskov.

Kilde: Epicent.dk