Anholdelserne sker efter en længere efterforskning mod ejere, ledere og medarbejdere i selskaberne. Ved dagens aktion blev der foretaget flere ransagninger både på Fyn og i Jylland.
Der er tale om to mænd på 24 år og 35 år fra Odense, samt en 64-årig mand fra Aarhus kommune. De to sidstnævnte er sigtet for hvidvask af særligt grov beskaffenhed, skatteunddragelse og skyldnersvig.
Den 24-årige samt 35-årige mand er begge sigtet i sagen vedr. bedrageri med ellade-abonnementer, hvor de mistænkes for at have været medvirkende til oprettelsen af 573 privatabonnementer og anvendt disse til opladning af selskabernes køretøjer til erhvervsmæssig kørsel uden at betale for tanket strøm for over 1,5 millioner kroner. I denne sag blev en anden 35-årig mand varetægtsfængslet fredag den 11. september. Han er løsladt efter dagens aktion.
”Dagens anholdelser er et resultat af en længere og omfattende efterforskning, og vi er tilfredse med, at vi nu har kunnet tage endnu et skridt i sagen. Der er tale om mistanke om alvorlig økonomisk kriminalitet, hvor vi blandt andet efterforsker, om selskaber og personerne omkring dem systematisk har forsøgt at unddrage sig betaling og flytte eller skjule betydelige værdier. Den form for kriminalitet ser vi med stor alvor på. Den kan påføre både virksomheder og samfundet betydelige tab og er samtidig med til at undergrave den tillid, som vores samfund bygger på,” siger politiinspektør Michael Lichtenstein.
I forbindelse med efterforskningen er der indtil videre beslaglagt i ca. 20 mio. kroner fra selskaberne. De tre anholdte forventes løsladt igen efter endt afhøring.
Fyns Politi har ydermere anmodet Retten i Odense om afholdelse af et grundlovsforhør in absentia vedr. en mistænkt mand med relation til selskaberne, idet han befinder sig i udlandet. Dette grundlovsforhør forventes afholdt i uge 40.