Centersekretær til Cochrane Danmark og Center for Evidensbaseret Medicin Odense (CEBMO), Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Cochrane Danmark og Center for Evidensbaseret Medicin Odense (CEBMO), Klinisk Institut, Syddansk Universitet, Odense søger en ny centersekretær. Stillingen er en fuldtidsstilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Vi søger en engageret og detaljeorienteret person med et højt fagligt niveau og med stærke økonomi- og regnskabskompetencer samt kendskab til HR-området til at varetage centrets administrative opgaver. Stillingen vil være delt mellem Syddansk Universitet (SDU) på hhv. 36 timer ugentligt og Odense Universitetshospital (OUH) på hhv. 1 time ugentligt. Tiltrædelse sker efter nærmere aftale.
Ansvarsområder
Opgaverne i stillingen vil bl.a. omfatte:
Planlægning og budgettering af centrets midler
Månedlig opfølgning på posteringer af centrets midler
Årlige finansielle oversigter
Kvartalsvis ledelsessyn på forsknings- og projektkonti
Anmodning om udarbejdelse af fakturaer
Indkøb via SDU’s indkøbssystem TrueTrade, SDU-IT
Indkaldelse af input til årsrapporten, publikationslisten
Opfølgning, udløb og finansiering af ansatte
Udarbejde stillingsopslag
Anmode om ansættelse og evt. finansieringsaftale
Indberetning af ferie og andet fravær
Planlægning af MUS-samtaler
Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat af en person med relevant uddannelse og med en solid tal- og regnskabsforståelse. Kendskab til universitetets økonomisystemer QlikView, zExpense, True Trade er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har flair for regnskab og økonomi og kan arbejde selvstændigt og fokuseret med opgaverne. Kendskab til universitetets HR-system HCM (Human Capital Management) er en fordel, men ikke et krav.
Stillingen indbefatter en stor kontaktflade til kolleger og partnere i og uden for organisationen. Som en del af sekretariatet forventes du at udvise fleksibilitet i forhold til løsningen af arbejdsopgaver. Vi forventer, at du kan indgå i en kompleks organisation, hvor der samarbejdes tæt med OUH og regionernes sygehuse. Det er væsentligt at kunne kommunikere med mange forskellige faggrupper på alle niveauer i organisationen samt med vores partnere på sygehusene. Med et større antal udenlandske ansatte forventes gode skriftlige og mundtlige engelskfærdigheder.
Som person er du:
Imødekommende og god til at samarbejde
Detaljeorienteret og arbejder struktureret med opgaverne
God til at skabe overblik
Indstillet på at arbejde selvstændigt med løsning af opgaverne
Derudover har du forståelse for og lyst til at arbejde med digitalisering og kunstig intelligens (AI) ift. at optimere processer og skabe værdi i organisationen.
Arbejdspladsen er præget af en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø. Sekretariatet er fysisk placeret på NYT SUND på Campusvej 55, 5230 Odense M.
Arbejdssproget er både dansk og engelsk, du skal kunne begå dig på begge sprog i skrift og tale.
Om Cochrane Danmark og Center for Evidensbaseret Medicin, Klinisk Institut og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Cochrane Danmark og Center for Evidensbaseret Medicin, SDU
Cochrane Denmark (tidligere Nordic Cochrane Centre) og Center for Evidensbaseret Medicin Odense (CEBMO) fungerer som fælles forskningsenhed ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet (SDU). Centeret udfører forskning, der er relevant for evidens-baseret medicin, promoverer Cochrane, og støtter forfattere af Cochrane-oversigter i Danmark, underviser medicinstuderende, og yder en forskningsmetodisk konsulentydelse. Læs mere på vores hjemmeside: https://www.sdu.dk/en/forskning/cebmo
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) består af otte institutter, hvis forskere er førende inden for forskning i medicin, folkesundhed, psykologi, idræt, klinisk biomekanik, klinisk sygepleje, jordemodervidenskab, ergo- og fysioterapi samt audiologi. Fakultetet bedriver forskning for og med samfundet og formidler forskningsresultater til befolkningen, sundhedsprofessionelle og beslutningstagere. Fakultetet udbyder desuden en tilsvarende vifte af sundhedsvidenskabelige uddannelser, hvis mål er at uddanne sundhedsprofessionelle på internationalt niveau til fremtidens sundhedsvæsen.
I 2023 flyttede størstedelen af SUND ind i en nybygget, moderne fakultetsbygning på 50.000 m² i Odense, hvor forskning, undervisning og administration er samlet under ét tag. Bygningen er lavet i lækre materialer og er direkte forbundet med det kommende Odense Universitetshospital, hvilket skaber unikke muligheder for samarbejde på tværs af fagligheder og funktioner. Fakultetet har også aktiviteter på campus i Esbjerg og Statens Institut for Folkesundhed på campus i København.
Læs mere om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet her.
Kontakt
Ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte administrator Frihild Askham tlf. +45 65502692, e-mail faskham@health.sdu.dk.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er d. 21. juni kl. 23.59.
Tiltrædelse efter aftale.
Løn og ansættelsesvilkår
Dit tjenestested er Syddansk Universitet i Odense, Campusvej 55, 5230 Odense M.
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK/STAT.
Er du interesseret i stillingen, skal du sende en ansøgning, som skal indeholde følgebrev, CV med angivelse af måneder og år (uden billede) og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde billede og CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF-format. Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Syddansk Universitet, Campusvej, 5230 Odense M
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/61c867b6-d53f-4bef-9f78-7d42532a1047