Frk Viola Blomster i Næsby starter et nyt kapitel med Interflora

Hele holdet fra Frk. Flora
dato

Ægteparret Kenneth og Dunja Fjord, som sammen ejer Frk Viola Blomster på Bogensevej i Odense, tager et nyt spændende skridt ved at indgå i et partnerskab med Interflora. Efter 13 år markerer det nye partnerskab med den landsdækkende blomsterkæde en ny tid for forretningen, som er klar til at få endnu mere gang i butikken.

Dunja Fjord havde altid drømt om at eje sin egen blomsterbutik, og denne drøm blev til virkelighed, da hun og hendes mand Kenneth overtog Frk Viola Blomster på Bogensevej for næsten 13 år siden. Butikken er vokset gennem årene, og ægteparret har sammen med deres kollegaer skabt et sted, hvor de ikke kun sælger blomster, men også skaber glæde i lokalsamfundet i Næsby og omegn.

Frk Viola Blomster er nu klar til at tage et nyt skridt ved at blive en del af den landsdækkende blomsterkæde Interflora. Dunja og flere af de ansatte har tidligere erfaringer med Interflora gennem tidligere ansættelser, og flere af deres medarbejdere har også arbejdet i butikker, der har været en del af blomsterkæden. Beslutningen om at indgå i samarbejdet blev taget med øje for at styrke butikken og få flere ordrer til levering.


"Interflora står for høj kvalitet og god kundeservice, hvilket er værdier, vi deler. Derfor tror jeg, at det er et partnerskab, hvor vi kan styrke hinanden. Vi ser frem til at være en del af et større fællesskab og kunne tilbyde vores kunder endnu bedre service," fortæller Kenneth.

Butikken, som også består af fire medarbejdere, ser frem til de nye muligheder, som partnerskabet med Interflora vil bringe. Med en fast kundebase, der har fulgt butikken i mange år, samt en naturlig udskiftning med nye kunder, er Frk Viola Blomster klar til at tage imod fremtiden med åbne arme.

Fra biler til blomster

Kenneth Fjord, som oprindeligt er uddannet inden for bilbranchen, blev hurtigt en del af butikken, selvom det ikke var planen fra starten. Da forretningen begyndte at tage fart og manglede ekstra hænder, voksede hans interesse for blomster også.

"Det er fantastisk at kunne arbejde med noget, der skaber glæde og positivitet. Blomster er en del af mange menneskers store øjeblikke, fra dåb og bryllupper til begravelser, og det er meget privilegeret at få lov til at være en del af det," fortæller Kenneth.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.