BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Steno Diabetes Center Odense (SDCO) arbejder målrettet mod at forbedre behandlingen og livsvilkårene for personer med diabetes gennem en evidensbaseret tilgang. Til at løfte denne opgave har vi brug for at styrke vores registerforskningsområde.
Vi har netop etableret SDCO-databasen, som er en registerdatabase under Danmarks Statistik indeholdende data på hele den danske befolkning. Desuden har vi udvidede data på mere end 13000 nyopdagede patienter med type 2 diabetes. Disse databaser skal anvendes til at generere data alle personer med diabetes og relaterede tilstande som prædiabetes, obesitas og graviditetsdiabetes samt udviklingen af diabetes-relaterede komplikationer. Databaserne skal løbende opdateres og levere data til forskellige forskningsprojekter.
Stillingen som forsker vil således bestå i at opretholde SDCO-databasens drift gennem løbende opdatering og datamanagement af registrene, drive selvstændige registerforskningsprojekter samt supportere andre forskeres projekter. Stillingen vil også indebære koordineringsarbejde med Diamond2A projektet specielt vedrørende udvikling og drift af DIA-T1D tool – global model for type 1 diabetes. Endvidere vil arbejdet inkludere løbende opdatering og anvendelse af data fra DD2 kohorten i egne og andres projekter.
Vi forestiller os, at tiden i stillingen deles ligeligt mellem egentlige forskningsopgaver og datamanagement opgaver. Der vil i stillingen være krav om videnskabelig afrapportering og publicering i videnskabelige tidsskrifter med peer-review.
Opgaverne i stillingen vil ligge inden for følgende overordnede områder:
- Drive og udføre registerforskningsprojekter selvstændigt eller i samarbejde med andre forskere internt i SDCO såvel som eksternt
- Løbende vejlede studerende på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau
- Opretholde driften i SDCO-databasen samt DD2 databasen gennem løbende datamanagement og understøttelse af projekter, som anvender databaserne. Herunder fungere som fast kontaktperson (datamanager) for forskere, som ønsker at anvende databaserne
- Udarbejde rapporter i forbindelse med årlig afrapportering af den epidemiologiske monitorering af udviklingen i diabetes under SDCO-databasen
- Mundtligt formidle forskningsresultater både nationalt og internationalt gennem deltagelse i fx konferencer, årsmøder og seminarer
- Medvirke til ansøgninger om fondsmidler til projekter, herunder også egne ansøgninger
- Bidrage løbende til intern sparring om statistiske og epidemiologiske metoder
Ansættelse i stillingen forudsætter sundhedsvidenskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau. Vi søger en profil, der:
- Har nogle års erfaring som forsker, på post.doc niveau med opgaver inden for analyse, statistisk metode, datamanagement mv. og har arbejdet med store datasæt samt forskellige datakilder
- Har en stærk erfaring med epidemiologisk forskning og arbejder sikkert i anvendelse af kvantitative metoder
- Har stærke kompetencer inden for datamanagement med indgående kendskab til de danske sundhedsregistre
- Er stærk i anvendelse af statistiske metoder og programmer fx STATA, R mv.
- Har et strategisk dataudsyn med forståelse for den værdi, som sundhedsdata har for udviklingen i sundhedsvæsenet
- Har erfaring med at vejlede studerende samt bedrive selvstændig forskning
- Har kendskab til Persondataforordningen og Sundhedsdataloven
- Trives i en alsidig hverdag, hvor man både supporterer andres forskning samt bedriver selvstændig forskning
- Er nysgerrig af natur og motiveres af både at lære fra sig og opsøge ny viden i et komplekst felt mellem forskningssupport og egen forskning
- Har et godt humør og trives i en uformel kultur
Lidt om os og hvad vi kan tilbyde dig
SDCO er en organisation, som prioriterer udvikling, medinddragelse, høj faglighed og medarbejdertrivsel. Stillingen er placeret under Forskningen i SDCO. Forskningen består af 6 forskningsområder: Patofysiologi, Klinisk intervention, Diabetes og graviditet, Diabetesomsorg, Kardiometaboliske komplikationer og Dansk center for strategisk forskning i type 2 diabetes (DD2). Stillingen vil gå på tværs af disse forskningsområder, men vil overvejende bestå af drifts- og forskningsopgaver inden for de to sidstnævnte forskningsområder. Arbejdsopgaverne spænder bredt fra analysearbejde, videnskabelig artikelskrivning og formidling til mere driftsorienterede opgaver som afrapportering og datamanagement.
- Vi har en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø præget af tillid, fleksibilitet og respekt.
- Vi har et godt kollegialt sammenhold, hvor vi prioriterer samarbejde og sparring med kollegaer højt.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er placeret under Forskningen i SDCO, med personalemæssig reference til Forskningschefen.
Stillingen aflønnes efter overenskomst og efter konkret aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Der er tale om en fast stilling på 37 timer/uge. Tiltrædelse per 1 august 2025, eller hurtigst muligt herefter.
Der indhentes referencer i forbindelse med en evt. ansættelse. Referencer kan oplyses ved samtalen eller umiddelbart efter. Såfremt du ikke allerede er ansat i Region Syddanmark, vil der være prøvetid på 3 måneder.
Ansøgning og yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Forskningschef Kurt Højlund på tlf. 25 32 06 48.
Send din ansøgning via linket nedenfor. Ansøgningsfristen er søndag den 20. juni 2025.
Kandidater, der bliver indkaldt til samtale, kan forvente at få besked den 23. juni 2025. Der afholdes ansættelsessamtaler den 25. eller 26. juni 2025.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Odense Universitets Hospital, J.B. Winsløws Vej, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-06-2025; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/c208233c-9cd1-45fd-8868-88509673c3ff