Fire mænd er i dag ved Retten i Odense dømt for i forening at udøve trusler, forsøg på ulovlig tvang og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, i forbindelse med et overfald i september sidste år i Egeparken i Vollsmose i Odense.
Ud over overfaldet ved Egeparken er den ene af mændene dømt for en forsætlig påkørsel af en person den 20. august 2022 ved Lidl på Cikorievej i Odense. Her har det været anklagemyndigheden ved Fyns Politis påstand, at bilen blev brugt som et våben, og at påkørslen skete som led i den - på tidspunktet - verserende konflikt mellem kriminelle grupperinger af personer i Odense. Derfor lagde anklagemyndigheden op til, at den tiltalte ved dette forhold blev dømt efter ”bandeparagraffen” - straffelovens § 81a, som giver mulighed for forhøjelse af straffen med indtil det dobbelte. Dette har retten valgt at følge.Alle fire er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.
De fire tiltalte er hver især dømt for:
25-årig mand fra Odense er idømt fængsel i 9 måneder og udvist af Danmark med indrejse forbud i 6 år samt et opholdsforbud i 2 år i dele af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken og for at have truet to personer på livet ved et bageri i Vollsmose i Odense.
22-årig mand fra Odense er idømt 1 år og 6 mdr. og frakendt førerretten i 1 år og får opholdsforbud i 3 år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken samt et tilfælde af forsætlig påkørsel af en person ved Lidl på Cikorievej i Odense.
24-årig mand fra Odense er idømt fængsel i 8 måneder og opholdsforbud 2 år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken.
26-årig mand med ukendt adresse, er idømt fængsel i 10 mdr. og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, samt opholdsforbud i 2 år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken.
Tre af de fire dømte blev varetægtsfængslet efter dom.
Der skete også konfiskation af en Mercedes.
Episoden i Egeparken, som alle fire er dømt skyldige i, fandt sted den 16. september 2022 ca. kl. 20.55 ved Egeparken nr. 154. Her slog de fire nu dømte personer forurettedes hoved ind i en lygtepæl, og tildelte forurettede flere spark og slag i hovedet og på kroppen. To personer, der var sammen med forurettede, blev under overfaldet truet på livet.
Alle fire dømte har udbedt sig betænkningstid.