Erfaren underviser til efteruddannelse i offentlig forvaltning hos UCL søges

dato

Er du vild med at undervise? Så er det dig, vi mangler. For vi søger en erfaren underviser til vores efter- og videreuddannelsesafdeling for Ledelse og Organisation på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, idet vi oplever vækst på vores uddannelser.

Om jobbet

Du vil komme til at undervise på vores akademi- og diplomuddannelser i offentlig forvaltning og administration, og derfor er det er stor fordel, hvis du selv har erfaring fra en offentlig institution. Vi forventer også, at du har erfaring med at formidle relevante teorier og metoder fra den offentlige verden til forskellige målgrupper. Du skal kunne undervise både fysisk og online og således være god til at tilpasse undervisningen. Derudover vil du sammen med dine kolleger også skulle tilrettelægge og afvikle rekvirerede forløb for vores kunder.

Din profil

Som underviser på vores akademi- og diplomuddannelser i offentlig forvaltning og administration er det afgørende, at du evner at gøre de faglige teorier og metoder til praksisnær virkelighed for de studerende – at du med fokus på dine fags læringsmål er i stand til at koble modulernes indhold til de studerendes hverdag og deres læringsbehov, så udbyttet af undervisningen bliver praksisrelevant og anvendeligt.

Da målgruppen på vores uddannelser er sammensat, er det vigtigt, at du er i stand til at tilpasse din undervisning til de forskellige typer af studerende, du møder, og at du selvstændigt evner at udvikle, tilrettelægge og tilpasse din undervisning, herunder dine læringsaktiviteter, til de studerendes forskellige udgangspunkter og behov.

Vi ser gerne, at du:

  • har en stærk og bred undervisningskompetence inden for offentlig forvaltning og administration
  • har både teoretisk og praktisk viden om offentlig forvaltning og administration
  • er god til at formidle – både mundtligt og skriftligt
  • har en forretningsorienteret tilgang og er god til at samarbejde med kunder og partnere
  • har egne erfaringer fra en offentlig institution
  • har en master- eller kandidatuddannelse
  • er en nysgerrig teamplayer

Vi tilbyder

Du bliver en del af en organisation med dygtige kolleger, der brænder for deres faglighed og for mødet med de studerende. Vi arbejder tæt sammen med både offentlige og private aktører og har en stærk digitaliseringsdagsorden, som du gerne må bidrage til. Vi er 16 undervisere, konsulenter og uddannelsesfaglige medarbejdere, der arbejder sammen med humor og nysgerrighed for at gøre en forskel for de mennesker og organisationer, vi underviser.

Arbejdssted

Dine primære arbejdssteder vil være i Odense og Vejle, men du kan også komme til at arbejde på andre af vores lokationer i Region Syddanmark.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er en fuldtidsstilling med 37 timer i gennemsnit pr. uge med start den 1. april 2025 eller snarest derefter.

Du bliver ansat i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation (AC) samt Bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Stillingen er omfattet af principperne om Ny Løn.

Har du en anden baggrund vil du blive ansat efter den pågældende overenskomst.

Er du lektorbedømt ser vi gerne, at du er lektorbedømt efter Stillingsstrukturen fra 2013.

Er du lektorbedømt efter tidligere stillingsstrukturer, kan du efter aftale vælge, at ansættelsen sker på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår efter stillingsstruktur fra 2003, hvilket blandt andet kan have indflydelse på størrelsen af dit lektortillæg samt muligheden for at kunne blive udpeget som medlem af lektorbedømmelsesudvalg.

Alternativt kan du aftale fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur og efter reglerne i kapitel 5 i Bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse m.m. Bedømmelsen sker på grundlag af en kort lektoranmodning på 8 sider vedrørende kompetencer inden for forskning og udvikling. Anmodningen skal afleveres til UCL i forbindelse med ansættelsesprocessen. Bedømmelsen afgøres på 3-6 uger af et eksternt bedømmelsesudvalg nedsat af UCL. Ved evt. negativ bedømmelse kan ansættelsen ske efter tidligere stillingsstruktur eller som adjunkt.

UCL tilbyder vejledning i forbindelse med udarbejdelse af anmodningen.

Ved ansættelse om adjunkt vil du indgå i et lektorkvalificeringsforløb, jvf. Bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner. Et adjunktforløb er på maksimalt 4 år.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Kim Hass Rubin på mail khru@ucl.dk.

Ansøgning

Hvis du kan se dig selv i denne rolle, så send din ansøgning og relevante bilag via vores rekrutteringssystem på www.ucl.dk/job senest den 27. januar 2025.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Seebladsgade, 5000 Odense C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 27-01-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/c3578bf4-da6b-4f21-9593-c3c5ebd0f841

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet