Datadreven analytiker til udvikling af sociale frivilligorganisationer hos CFSA

dato

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) leder efter en analytisk blæksprutte, der både kan løse evaluerings- og undersøgelsesopgaver for foreninger, kommuner og fonde, og som kan være med til at løfte centret som en stærk datadrevet organisation gennem opbygning og videreudvikling af databaser.

CFSA arbejder for at styrke og udvide det vidensfundament, som civilsamfundet og de frivillige sociale organisationer står på. Det gør vi blandt andet gennem undersøgelser, evalueringer og anden dataindsamling med fokus på engagementet og vilkårene hos frivillige og blandt frivillige organisationer og foreninger.

Dine opgaver

Du bliver en del af analyseteamet, og skal selvfølgelig være med til at indsamle, analysere og formidle vores viden. Vi løser opgaver for foreninger såvel som offentlige og private aktører, ligesom vi udarbejder og udgiver egne analyser, fx ud fra frivilligdata fra VIVE, som vi har adgang til, eller gennem forenings- og kommuneundersøgelser.

Du vil få et særligt ansvar for at styrke og udvikle centrets Foreningsportal. Den fungerer lige nu som et værdifuldt opslagsværk, men vi ønsker at udvikle den til en egentlig database, der kan anvendes aktivt til analyser og dermed understøtte vidensproduktion til både vores målgruppe og beslutningstagere.

Overordnet bliver dine opgaver, at:

  • Udvikle Foreningsportalen fra opslagsværk til database

  • Udarbejde og gennemføre evalueringer og undersøgelser

  • Formidle viden gennem vores mange kanaler: Oplæg, faglige artikler, afholdelse af kurser fysisk og online mv.

Vi leder efter dig, der:

  • Har en samfundsvidenskabelig eller anden relevant uddannelse

  • Har erfaring med at opbygge og anvende databaser til analyser og vidensproduktion

  • Har erfaring med design og gennemførsel af evaluerings- og undersøgelsesopgaver

  • Er hjemme i såvel kvantitative som kvalitative metoder

  • Ikke er bange for at stå på den store scene.

Vi ser meget gerne, at du har kendskab til frivillighed og civilsamfund, enten som frivillig selv eller fra arbejde i en frivillig organisation – gerne på velfærdsområdet.

Hvem er vi?

CFSA er et statsligt finansieret videns- og udviklingscenter. Vi arbejder for at gøre det nemt at være frivillig i Danmark gennem rådgivning, kurser, konsulentbistand og analyser. Vores primære målgruppe er foreninger og frivillige på social- og sundhedsområdet.

Som ansat på CFSA bliver du en del af et dygtigt hold på en ambitiøs og hyggelig arbejdsplads med pt. 15 medarbejdere og mange fagligheder, der samarbejder på kryds og tværs. Vi lægger vægt på kvalitet i opgaveløsningen, nysgerrighed og intern videndeling og sparring. Stemningen er uformel, og vi tror på, at man kan være fagligt ambitiøs og have det godt imens.

Arbejdssted, vilkår og løn

Stillingen træder i kraft den 1. maj og er på fuldtid med arbejdssted på vores kontor i Kongensgade, Odense C. Du har mulighed for 1-2 hjemmearbejdsdage om ugen. En del af arbejdet kan foregå rundt om i landet, og der vil ind imellem være opgaver uden for almindelig arbejdstid. Derfor er det en fordel, at du har kørekort og eventuelt adgang til bil.

Du får flekstidsordning, seks ugers ferie, fri Grundlovsdag, betalt frokostpause og mulighed for relevant efteruddannelse. Vi følger den statslige overenskomst, og lønniveauet afhænger således af din indplacering i lønrammesystemet.

Sådan søger du

Send din ansøgning og dit CV samlet i én pdf til job@frivillighed.dk senest den 9. marts kl. 12.00. Skriv “Analysekonsulent” i emnefeltet.

Vi forventer at holde 1. samtaler den 18. marts og 2. samtaler den 23. marts.

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte analysechef Mette Hjære på mh@frivillighed.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Center for Frivilligt Socialt Arbejde, selvejende institution, Kongensgade, 5000 Odense C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-03-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b4592248-9e71-4bfd-b82d-51f10a67e9f3

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet