Charlotte fra Odense blev kåret som Årets Frivillige Ven

Charlotte sammen med Edi og Maya, som hun har været familieven med siden 2018.
dato

Odense SV: Det var et følelsesladet øjeblik, da 58-årige Charlotte Starostka d. 18. april blev kåret som Årets Frivillige Ven ved Børns Voksenvenners årsmøde, som blev afholdt i Middelfart. Omkring 80 frivillige var samlet, da den store nyhed blev afsløret, og ikke mange øjne var tørre.

Da Charlotte desværre ikke selv kunne være til stede, blev kåringen markeret med afspilningen af en lydfil fra det øjeblik, hvor Charlotte fik den store nyhed om, at hun havde vundet. Nyheden var ekstra stor, da hun på forhånd ikke engang vidste, at hun var blevet indstillet til prisen.

I salen sad flere med våde øjne, og stemningen vidnede om den store betydning, Charlottes frivillige indsats har haft - ikke bare for børnene, men for hele familien.

Charlotte Starostka er familieven for et søskendepar, en dreng og en pige. Det har hun været siden 2018. Dengang var børnene knapt 3 og 5 år gamle. I dag er relationen vokset sig stærk og nær, og Charlotte er blevet en fast og tryg voksen i børnenes liv.

Det var børnenes mor, Elena, der havde indstillet Charlotte til prisen. Både indstillingen og kåringen rørte dem begge tydeligt. Øjeblikket var præget af taknemmelighed, varme og stærke følelser. Da Elena fortæller Charlotte, at hun betyder virkelig meget for hende og familien, svarer Charlotte kærligt ”og det gør I også for mig, ” og forsætter ”Tusind, tusind, tusind tak for dig og for din familie, og fordi I har lukket mig ind. Fordi I betyder lige så meget for mig. Det skal du vide,” siger Charlotte tydeligt bevæget over situationen.

Det stærke bånd vidner også Charlottes kommende bryllup om. Hun skal giftes i september, og her er hele familien naturligvis inviteret med.

Kåringen af Charlotte Starostka som Årets Frivillige Ven understreger den enorme forskel, frivillige voksne kan gøre i børns liv, når der investeres nærvær og engagement over år.

Lige nu venter 21 børn på en voksenven i Odense. Du kan læse mere om at blive voksenven lige her.

Hvem er Børns Voksenvenner? 
Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og større selvværd. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der kan have gavn af en ekstra fortrolig voksen eller en rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn. 

Kilde: Børns Voksenvenner
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.