Efter en sag med miljøsvineri, vil rådmænd fra S, V og K i Odense have regeringen til at handle. Det sker efter en langvarig sag om en beton-virksomhed, der har overtrådt miljølovgivningen, og efterfølgende har fået en nærmest symbolsk bøde på 47.500 kroner.
Bøden er udstedt til virksomheden BG Beton, der har fået bøden for at ignorere kommunens påbud og forbud og istedet fortsat fremstillingen af beton til bl.a. letbanen.
Det ulovlige bestod i, at betonværket ikke havde bygge- eller miljøtilladelse til at producere beton, blandt andet fordi spildevandet fra produktionen ikke blev håndteret korrekt.
Fyens Stiftstidende afdækkede derefter, at spildevand med betonslam var hældt over på en tilstødende grund med skov. Betonslammet lagde sig som et betondække ovenpå jorden.
“Det er en voldsom krænkelse af vores retsfølelse, når en så omfattende omgang svineri finder sted og ender med så latterligt lav en bøde. Med det strafniveau kan man jo på ingen måde forestille sig, at det har nogen som helst regulerende effekt på de her virksomheder”, siger Tim Vermund (S) til Fyens Stiftstidende.