Er du vores næste administrative Ninja?
Så er det lige dig Hæmatologisk Afdeling X søger
Er du uddannet lægesekretær eller sundhedsadministrativ koordinator og trives med en varieret hverdag i et spændende og udfordrende speciale - så læs videre.
Vi søger en ambitiøs og organiseret person til vores myeloide team, som arbejder med udredning og behandling af patienter med kroniske myeloproliferative sygdomme.
Vores team består af fem sekretærer, og vi har brug for en, der brænder for registrering, booking og administrative opgaver. Du har flair for at prioritere og planlægge, og du ved, hvordan man arbejder effektivt og struktureret.
Som en del af en gruppe på 15 dedikerede sekretærer - hvor tre arbejder i receptionen og de øvrige i sekretariatet – bliver du en vigtig del af et godt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden på tværs af teams.
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse 1. juni 2025.
Hvem er du?
- Du er uddannet lægesekretær eller SAK (det er et krav)
- Du har erfaring med EPJ SYD eller et lignende elektronisk patientjournalsystem
- Du er detaljeorienteret og har stor interesse for korrekt registrering
- Du trives med at jonglere flere opgaver i en travl hverdag og arbejder godt i team
- Du er selvstændig og struktureret i dit arbejde
- Du har stærke kommunikations- og samarbejdsevner, og du er klar på at arbejde tværfagligt
- Du bidrager til et positivt arbejdsmiljø
- Du har lyst til at gøre en forskel for både patienter og pårørende
- En grundig oplæring, så du bliver klædt på til jobbet
- Arbejdstider: mandag til torsdag 08.00 – 15.30 og fredag 08.00 – 15.00 (eller efter aftale)
- Et spændende og tværfagligt arbejdsfællesskab
- Et godt arbejdsmiljø, hvor vi passer på hinanden
- En afdeling med et positivt arbejdsmiljø og hvor vi glæder os til at komme på arbejde
- Muligheder for både faglig og personlig udvikling
- Fleksible arbejdstider
- Mulighed for hjemmearbejde efter den indledende oplæring
- Spændende specialopgaver relateret til patienter, der har fået knoglemarvstransplantation
Vores afdeling er bundet sammen af et særligt værdifællesskab – passer de til dig?
Vi arbejder sammen
På Hæmatologisk afdeling har vi et helt unikt sammenhold, der går på tværs af faggrænser og afsnit. Sygeplejersker, læger, social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter, diætister, socialrådgiver, tandplejer, hospitalspræst og sekretærer arbejder sammen som en enhed for patienternes bedste. Som lægesekretær vil du således indgå i mange forskellige tværfaglige arbejdsgrupper. Det er indgroet i kulturen, at vi har en flad struktur, hvor alle kan byde ind med nye input.
Vi tager ansvar
Vi arbejder hele tiden på at blive bedre, og det er dybt forankret i vores kultur, at vi handler hurtigt for at løse problemer og på at lære af vores fejl. Afdelingen er præget af ordentlighed og af en fællesskabsfølelse, som betyder, at vi tager ansvar for patienter og pårørende, men også for at vi alle lever op til afdelingens værdier. Som sekretærer tager vi særligt ansvar for, at patienter bliver indkaldt rettidigt, og det er en kerneopgave for os at sikre, at alle kræftpakker overholder forløbstiderne.
Vi tænker nyt
Vi er hele tiden på vej nye steder hen, og det kan du se, når du kommer ind i sengeafdelingerne. Vi har startet netværket Livskræften til unge patienter med arrangementer i en særlig opholdsstue, og vi har indrettet målrettede patientstuer til delirøse patienter. Vi har en meget aktiv forskningsenhed, hvorfor du vil se projektsygeplejersker, der indsamler data på afsnittene. Vores hjemmeenhed tilbyder hjemmebehandling med kemoterapi, og vi har indført videokonsultationer til ambulante patienter. Vi arbejder tværfagligt med den Syddanske Forbedringsmodel og har hele tiden fokus på fremgang.
Vi skaber stemning
Det kollegiale sammenhold er i særklasse hos os. Når du starter, vil du møde en personalegruppe, der tager imod dig med åbne arme. Hos os tager vi hånd om hinanden, og den gode stemning kan mærkes af patienterne. Vi har en stor fælles julefrokost og en juletræsfest, hvor man kan tage familien med. I januar holder vi nytårskur, og vi har to fælles årlige temadage. I sekretærgruppen afholder vi fyraftensmøde to gange årligt med et aktuelt tema, hvor vi slutter af med fællesspisning. I december synger vi julesange i forbindelse med driftstavlemøderne.
Læs vores værdibog her
Se afdelingen LinkedIn-profil
Se afdelingens Facebook-profil
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomsten mellem HK - Dansk Lægesekretærforening og regionernes lønnings- og takstnævn.
Ansøgningsfrist: 22. april 2025
Vi forventer at afholde samtaler den 28. april 2025
Send din ansøgning via linket på siden.
Er du blevet nysgerrig?
Du er meget velkommen til at komme på et uformelt besøg og hilse på os, kontakt da konstitueret sekretariatsleder Julia Rudbæk Ahlgreen på tlf. 6541 2949
Du kan høre mere om stillingen ved at kontakte lægesekretær Gitte Nielsen på 6541 2164
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Venlig hilsen fra
Lægesekretærerne afdeling X.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Odense Universitets Hospital, J.B. Winsløws Vej, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-04-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/b3abfec3-1010-4426-9c00-abf5454265a2