Bliv speciallæge i AMK-Vagtcentralen og styrk det præhospitale område i Region Syddanmark

dato

Patienter og pårørende, der ringer 112, har brug for sundhedsvæsenets hjælp. Nogle gange er der brug for meget akut indsats med helikopter og ambulanceudrykning og andre gange kan patientens problem klares på anden måde. Denne type opkald er i betydelig stigning.

Derfor har AMK-Vagtcentralen og regionens akutmodtagelser – som led i Sundhedsstyrelsens indsats til styrkelse af det akutte beredskab – sammen indført mulighed for umiddelbar speciallægebackup, så løsningen til den enkelte patient bliver skræddersyet. Formålet er at finde en løsning til den enkelte patient, der ikke kræver ambulanceudrykning og indlæggelse på hospital.



Funktionen har udviklet sig igennem de sidste to år, og vi er nu der, hvor vi gerne vil udvide tilstedeværelsen i AMK-vagtcentralen samt tilgængeligheden for kollegerne i ambulancerne. Derfor kan du nu blive kollega til de speciallæger, som allerede er ansat i funktionen.



Fordelene ved ordningen er, at speciallægen:

Kan dele ud af erfaring og lægefaglighed til andre personale grupper

Har erfaring med akutte patienter og kendskab til alternative løsninger

Har henvisningsmulighed til kommunal sygepleje og eksempelvis akutteam

Kan henvise til ambulatorier og anvende sygehusets subakutte tider, hvis nødvendigt

Kan sende ambulance, hvis det skønnes det nødvendigt

Har adgang til hospitalsjournal, og dermed viden om de eventuelle behandlingsforløb som patienten har.



Lidt om AMK-Vagtcentral

AMK-Vagtcentralen er regionens vagtcentral, hvor sundhedsfagligt personale modtager 112 opkald fra borgerne vedrørende sygdom og tilskadekomst, og disponenterne sender hjælpen afsted.

Vi er en døgnbemandet afdeling, som består af ca. 20 sundhedsfaglige visitatorer, ca. 20 disponenter, samt sekretærer og ledelsen. De sundhedsfaglige visitatorer, er dem, der gennem direkte telefonisk kontakt, afdækker borgerens behov for akuthjælp, visiterer og rådgiver til aktuel førstehjælp, og i tæt samarbejde med øvrige aktører i sundhedsvæsenet, finder den rette hjælp til borgere i nød.

Vores visitering foregår elektronisk, og som understøttende redskaber benytter vi os blandt andet af Dansk Indeks for akuthjælp og GPS kort, som kan markere skadested, og følge de præhospitale enheders positioner.

Vi arbejder tæt sammen med disponenterne, som koordinerer og afsender det aktuelle beredskab til den enkelte opgave.

AMK hører under Præhospital Syd



Præhospital Syd er en ny præhospital organisation i Region Syddanmark.

Det skal robustgøre det præhospitale område og sikre, at vi er rustet til at imødegå den forestående transformation i sundhedsvæsenet samt sikre, at fremtidens krav til det præhospitale område kan håndteres optimalt. Den nye organisation skal styrke sammenhængen mellem de forskellige præhospitale enheder, herunder AMK-vagtcentralen og regionens to ambulanceoperatører – Ambulance Syd og Falck.



Lidt om speciallægens rolle i AMK-Vagtcentral

Speciallægen er for nuværende til stede i AMK på hverdage i tidsrummet fra 8.00-16.00. Der arbejdes mod at udvide tilstedeværelsestiden – i første omgang til kl. 19.00 på hverdage – således at flere patienter kan få gavn af funktionen. Der vil være mulighed for indimellem at varetage funktionen fra vagtcentralens arbejdspladser i Kolding, hvis du måtte have et ønske herom. Kort fortalt har speciallægen følgende opgaver:

  • Give faglig sparring særligt til de sundhedsfaglige visitatorer, men også til det øvrige personale i AMK
  • Tale med patienter, hvor de sundhedsfaglige visitatorer vurderer, at der er behov for en lægelig vurdering inden stillingtagen til den rigtige løsning. Der er mulighed for videokonsultation.
  • Give faglig sparring til reddere og paramedicinere, som er ude ved patienterne samt træffe beslutning om, hvorvidt der kan findes en bedre løsning for patienten end transport til FAM
  • Give faglig sparring til paramedicinerne i de tre (snart fire) PHV-enheder. PHV-enhederne er bemandet med én erfaren paramediciner og disponeres til patienter, hvor der muligvis kan findes en anden løsning end indbringelse til en FAM. PHV-enheden er udstyret med POC-udstyr til f.eks. blodprøvetagning. Når en PHV-enhed disponeres til en tur, bliver du informeret og kan orientere dig i patientens journal og efterfølgende kontakte paramedicineren mhp. faglig sparring inden patientkontakt. Herved kan paramedicineren være mere målrettet, når der er opnået patientkontakt
  • Udviklingsopgaver mhp at lave bedre patientforløb: Udviklingsopgaverne kan være nogle, du får tildelt samt dem, du selv identificerer


Lidt om FAM Odense

FAM består af traumestuer, skadestue samt udrednings-, behandlings- og observationspladser. Desuden har FAM en radiologisk funktion og huser lægevagten. FAM behandler årligt 70.000 akutte patienter i en bred vifte af kliniske specialer – af disse er rundt regnet 3.000 tidskritiske tilstande og omkring 30.000 er skadestuepatienter. Vi er ca. 250 ansatte i FAM – inkl. Natlægevagt Syd.

FAM har tæt samarbejde med det præhospitale område på mange fronter for at reducere sektor overgangen og styrke det sammenhængende sundhedsvæsen, når patienten ankommer til FAM – blandt andet med præhospital triage og fremskudt visitation.

OUHs akutte visitationsenhed (AVE) er placeret i FAM og under konstant udvikling – og skal efter planen inden nyt OUH modtage opkald om alle akutte patienter til sygehuset. I AVE håndteres ud over indlæggelser både opkald fra ambulancer inkl. teleEKG, findes alternative løsninger til indlæggelse (eksempelvis subakutte tider) og konferencekald til specialister. Alt arbejde i AVE foregår elektronisk.

FAM har stort fokus på, at det organisatoriske setup og samarbejde både fungerer internt og eksternt, da vi mener, det er en af forudsætningerne for gode patientforløb af høj kvalitet.

Natlægevagt Syd dækker al primær lægetjeneste fra kl. 23-08 i Region Syddanmark, og er også en del af FAM Odense.

FAM har en central rolle i OUHs beredskab – både strategisk og taktisk.













Du kan læse lidt mere om FAM Odense på vores hjemmeside: Fælles Akutmodtagelse (FAM) (ouh.dk). Du kan også følge os på Facebook og LinkedIn.



Dine kvalifikationer

Du er speciallæge. Helst i akutmedicin eller almen medicin, men lysten til og interessen for det præhospitale område er vigtigere end titel i denne sammenhæng.

Du har fra den ene eller anden vinkel praktisk kendskab til det akutte sundhedsvæsen – måske har du tidligere været i lægevagten eller FAM?

Er indforstået med at søge alternative løsningen og samarbejde med f.eks. akutteams tilknyttet den kommunale sygepleje

Kan konkret sætte patienten først – også i en hverdag, der til tider er høj intens

Er en god kommunikator og dialogsøgende – eller sagt på en anden måde: holder den gode stil og den gode tone uanset situationens karakter

Du vægter samarbejde, tværfaglighed og respekt for øvrige faggrupper højt

Opfatter kvalitetsforbedringsarbejde og patientoplevet kvalitet som en del af høj faglighed



Vi sørger for at du bliver grundigt oplært i alle tekniske systemer og afhængigt af din tidligere profil får oplæring og introduktion til de kliniske opgaver, du ikke har været vant til.



Hvem kommer du til at arbejde sammen med?

I det daglige arbejde på AMK vagtcentralen bliver dine lægefaglige kolleger i AMK-vagtcentral sammen med de sundhedsfaglige visitatorer (eksempelvis sygeplejersker og paramedicinere) dine tætteste kolleger. Du vil også have et tæt samarbejde med de tekniske disponenter og personalet ude ambulancer, lægebiler, PHV-enheder etc. Desuden vil du have tæt samarbejde med ledelserne på både AMK-Vagtcentralen og FAM omkring udvikling og evaluering af funktionen.



Du vil blive tilknyttet speciallægegruppen i FAM på OUH, således at du får både et fagligt og et kollegialt fællesskab.



Vil du vide mere?

Der er en masse andet at fortælle om regionens fire akutmodtagelser og AMK vagtcentralen – og du har sikkert også nogle spørgsmål eller måske brug for en rundtur, hvis du ikke kender de to steder.

Du er mere end velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere om stillingen:

Præhospital chef Gitte Jørgensen, gjo@rsyd.dk, tlf. 24 96 93 53

Cheflæge Poul Henning Madsen, FAM Odense, poul.henning.madsen@rsyd.dk, tlf. 24 99 44 83



Det praktiske

Afhængigt af din tidligere anciennitet, erfaring og kompetenceniveau er der tale om enten en afdelingslæge- eller overlægestilling.

Du ansættes i FAM og refererer fagligt til både den lægefaglige ledelse i den præhospitale organisation og afdelingsledelsen i FAM.

Der afholdes samtaler den 28. april 2025.

Personalemæssigt refererer du til afdelingsledelsen i FAM Odense.

Der indhentes altid børneattest inden ansættelse.





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde aftenarbejde

-Arbejdsgiver:

Odense Universitets Hospital, J.B. Winsløws Vej, 5000 Odense C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/92fed10b-9a89-4d1f-9418-ee4de0266e7d

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Boliger til salg i Odense

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER AF DIN BOLIG

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER

Adresse
Dine oplysninger deles med op til tre lokale ejendomsmæglere, som efterfølgende vil kontakte dig vedr. salgsvurdering.