Fritidsjob som Legekammerat i Bakkebjerget Børnehus
Har du lyst til et meningsfuldt og sjovt fritidsjob, hvor du gør en forskel, mens du hygger dig med skønne børn i Bakkebjerget Børnehus? Så er du måske vores nye legekammerat.
Som legekammerat i Bakkebjerget Børnehus, kommer du til at arbejde med børn i alderen 3-5 år cirka to dage om ugen efter skoletid.
Om jobbet
Dine arbejdsopgaver foregår sammen børnene og handler om at lege og lave forskellige aktiviteter. Du bidrager med dit nærvær med børnene og i samspil med de andre voksne omkring børnene.
Et fritidsjob som legekammerat ligger om eftermiddagen, når du har fri fra skole. Arbejdstiden er typisk to eftermiddage om ugen i cirka to timer ad gangen inden klokken 16.30. Du aftaler din arbejdstid med din leder, så den passer ind i både Bakkebjerget Børnehusets og din hverdag. I ferieperioder kan der være mulighed for at arbejde flere timer.
Som legekammerat er du timelønnet.
Dine opgaver som legekammerat kan være at:
- Læse højt og fortælle historier.
- Spille spil, bygge med klodser mv.
- Boldspil, cykellege eller lignende udendørs aktiviteter.
- Sanglege, lytte til musik og danse med børnene.
- Indgå i forskellige af børnenes lege.
Om os
Når du er ansat som legekammerat i Bakkebjerget Børnehus, arbejder du tæt sammen med pædagogisk uddannede kolleger, som kan hjælpe og guide dig. Du står ikke alene med børnene eller med en opgave.
Dine kolleger er med til at sørge for, at du får en god opstart og fortæller om arbejdet og børnene i børnehuset. Dine kolleger i børnehuset kan fortælle dig om arbejdet med børn og forældre, og du får indblik i det daglige pædagogiske arbejde hos os.
Vi glæder os til at tage imod dig, for dit nærvær og din indsats kommer til at gøre en forskel for børnene og for os som dine kolleger.
Om dig
Du er mellem 13 og 17 år og har mulighed for at arbejde cirka to dage om ugen i to timer ad gangen.
Du har lyst til at være sammen med børn i alderen 3-5 år, og du er med på leg, hygge og aktiviteter sammen med børnene.
Du har lyst til og mod på at tage initiativ til en aktivitet eller en snak, og så er det en fordel, hvis du er imødekommende og åben og ikke er bange for prøve noget nyt.
Om børnehuset
Bakkebjerget Børnehus består af to fysiske huse i ét – et hus for de yngste børn og et hus for de ældste. Vi er én samlet personalegruppe, der er meget glade for vores tætte samarbejde om vores allesammens børn. Vi er normeret til 16 vuggestuebørn og ca. 83 børnehavebørn, og du vil enten blive en del af et fælles team for de ældste børnehavebørn (ca. 55 børn), sammen med en 9-10 kollegaer, eller et fælles team for de yngste børnehavebørn (25 børn), sammen med 5 kollegaer.
Vi har en stor og ret fantastisk legeplads fyldt med forskellige læringsrum og muligheder for at understøtte børnenes leg. Her laver vi ofte fælles aktiviteter på tværs af børnegrupperne, ligesom vi aktivt bruger nærmiljøet og tager på tur ud af huset på ladcykel, gåben eller tager bussen til fx zoo.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst for inspirationsansættelser på området.
Stillingen er tidsbegrænset indtil du bliver 18 år, eller senest indtil aftaleperioden for overenskomsten udløber.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at høre mere om jobbet som legekammerat, kan du kontakte daglig pædagogisk leder Rebecca Bork på 21446507.
Det praktiske
Når vi har læst din ansøgning, hører du fra os. Hvis du kommer i betragtning til et job som Legekammerat, bliver du indkaldt til en samtale. Jobsamtalen vil foregå i Bakkebjerget d. 9. september om eftermiddagen. Alle praktiske detaljer kommer til at stå i din indkaldelse til samtale, som vi sender på mail. Så hold godt øje med din mail!
Vi gør opmærksom på, at vi skal indhente en straffeattest og børneattest fra dig inden en eventuel ansættelse, hvis du er 15 år eller derover.
Ansøgningsfristen er den 4. september 2026. Vi kan ikke modtage ansøgninger i papirform. Alle ansøgninger skal sendes via linket.
Vi glæder os til at læse din ansøgning!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Flakhaven, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b9ae96c2-4624-4ef8-88f6-9b8958ae6925