Vores mangeårige kollega har valgt at gå på pension, og vi har nu brug for dig i stillingen som vores nye afdelingssekretær. Vi søger en struktureret og fagligt stærk afdelingssekretær, der er vant til at begå sig i en politisk styret organisation og er hjemmevant med opgaver omkring ex journalisering, administrative arbejdsprocesser og digitaliseringen af disse.
Syddansk Sundhedsinnovation (SDSI) er Region Syddanmarks tværgående stab for sundhedsinnovation. Vi arbejder med udvikling, afprøvning og implementering af nye løsninger i sundhedsvæsenet – altid med afsæt i borgernes, patienternes og medarbejdernes behov. Vi samarbejder med sygehusene, kommuner, uddannelsesinstitutioner, virksomheder m.fl. både nationalt og internationalt.
Du bliver hele SDSIs afdelingssekretær, og vil organisatorisk blive placeret i enheden Styring, Udvikling og Viden, som består af 23 dygtige og specialiserede kollegaer. Du kommer til at indgå i et tværfagligt team, der værdsætter fællesskab, og som varetager opgaver bredt i relation til SDSIs rolle som innovationsstab, videnscenter samt konsulent- og projekthus.
Dine opgaver
Som afdelingssekretær får du ansvar for både klassiske sekretariatsopgaver og mere udviklingsorienterede opgaver. Du bliver en central person i SDSI og er med til at binde organisationen sammen på tværs. Du sikrer, at vores sager og dokumenter håndteres korrekt og systematisk, og at vi lever op til kravene i henhold til lovgivning og regionale retningslinjer.
Samtidig er du med til at skabe struktur og overblik rent administrativt i en hverdag kendetegnet af mange projekter, arrangementer og samarbejdspartnere.
De vigtigste ansvarsområder og opgaver bliver:
Ledelses- og mødeunderstøttelse
• Kalenderstyring og mødebooking for ledergruppen og organisationen
• Understøtte ledelsen i ex. rekruttering og onboarding af nye medarbejdere, brugerstyring, administrative systemer og dagligdagen generelt
• Varetage betroede opgaver, herunder kunne håndtere dokumenter og oplysninger med fortrolighed
Journalisering og dokumenthåndtering
• Sikre, at notatpligt, aktindsigt og øvrige forvaltningsretlige krav overholdes
• Vedligeholde og udvikle sagsstrukturer, mapper og arkiv samt understøtte kolleger i anvendelsen
• Være superbruger på administrative systemer, herunder Acadre som ESDH
Koordination og kommunikation
• Første kontaktpunkt for interne og eksterne henvendelser til SDSI samt videreformidle henvendelser til rette person/enhed
• Medvirke til, at relevant information flyder på tværs internt i organisationen
Øvrige administrative opgaver
• Bidrage til at beskrive og forbedre administrative arbejdsgange og digital understøtte processerne
• Sikre overblik over SDSIs årshjul som organisation
Kultur og trivsel
• Være go-to person for kolleger og få hverdagen til at fungere gennem en servicerende tilgang
• Bidrage til bindeleddet både internt i SDSI og i Region Syddanmark som helhed
Dine kompetencer
Vi forestiller os, at du har en relevant administrativ uddannelse, fx kontoruddannet med speciale i offentlig administration, administrationsbachelor eller lignende, og at du har erfaring fra offentlig forvaltning – gerne fra en region eller anden politisk styret organisation.
Vi lægger vægt på, at dine faglige kvalifikationer omfatter:
• indgående kendskab til offentlig forvaltning og god forvaltningsskik
• stærke kompetencer inden for journalisering og ESDH. Kendskab til Acadre er en fordel
• digital stærk og kan fungere som superbruger i administrative systemer og trives med rådgivning af kolleger i brugen af systemer
• nysgerrig på nye teknologier og hurtig til at tilegne dig og anvende nye digitale værktøjer i praksis
Du matcher stillingen godt, hvis dine personlige kvalifikationer omfatter:
• arbejder struktureret, omhyggeligt og selvstændigt – også når der er meget i gang
• kan bevare overblikket og hjælpe andre med at få styr på opgaver og deadlines
• kommunikerer klart og professionelt, både skriftligt og mundtligt
• kan opbygge tillidsfulde relationer og evner at række ud til nye kontakter
• trives i en rolle, hvor du både servicerer, koordinerer og stiller krav til kvalitet
Det er en fordel, hvis du har kendskab til Region Syddanmarks arbejdsgange, systemer og organisering.
Du skal trives med at arbejde i et åbent kontorfællesskab og med mange kontakter om stort og småt.
Vi tilbyder
I Syddansk Sundhedsinnovation bliver du en del af en specialiseret, udviklingsorienteret og dynamisk arbejdsplads med et godt kollegialt sammenhold, plads til kreativitet og et højt ambitionsniveau for fremtidens sundhedsvæsen. Innovation er centralt for udviklingen i Region Syddanmark, og du får en central rolle i staben.
Vi bestræber os på at være en organisation, hvor arbejdet er præget af fokus på at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv, hvor der er rum til det hele menneske. Vi prioriterer faglig og personlig udvikling så vores medarbejdere har de nødvendige kompetencer til at løse deres opgaver.
Om os
Syddansk Sundhedsinnovation er en stabsfunktion i Region Syddanmark, der arbejder med innovation fra idé til implementering. Sammen udvikler vi løsninger til fremtidens sundhedsvæsen, og understøtter regionens sygehuse og sociale centre i at forbedre deres ydelser og service, som svar på nuværende og fremtidige udfordringer.
Projektporteføljen i Syddansk Sundhedsinnovation omfatter innovationsprojekter, hvor vi arbejder bredt med innovation inden for bl.a. brugercentreret design, arbejdskraftfrigørende teknologi, grøn omstilling og tværsektorielt samarbejde. Vi fokuserer på at styrke samarbejdet mellem parterne i sundhedsvæsenet.
Du bliver en del af en innovationsstab med godt 70 medarbejdere, der har mange forskellige specialistkompetencer. Læs mere om os på www.syddansksundhedsinnovation.dk
Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast stilling på fuld tid med arbejdssted i Forskerparken i Odense. Din arbejdstid vil være omfattet af regionens flexordning.
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i overenskomsten for Administrations- og IT-personale m.fl. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startløn for stillinger i Region Syddanmark
Vi ønsker du starter i stillingen senest den 1. november 2026.
Flere oplysninger
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamkoordinator Tine Kongsted Eefsen på tlf. 6161 4995 eller enhedschef Anne Bach Stisen på 2059 8951.
Hvis du synes, at stillingen lyder interessant, skal du søge stillingen senest den 30. august 2026.Vi ønsker at gøre ansøgningsprocessen enkel. Du skal derfor ikke vedhæfte en traditionel ansøgning. I forbindelse med at du søger stillingen, skal du udelukkende vedhæfte et motiveret CV samt beskrive din motivation for at søge stillingen i den ansøgningsformular, der automatisk åbner, når du søger stillingen.
Vi forventer at holde 1. samtale i Odense mandag den 7. september 2026 og 2. samtale torsdag den 17. september 2026. Mellem første og anden samtale skal du gennemføre en personprofilanalyse.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Syddansk Sundhedsinnovation, Forskerparken, 5230 Odense M
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/18f81581-711b-46bd-94c9-4ce446444311