Barkoordinator og arrangementsafvikler til Kulturmaskinen

Profilbillede
dato

Kulturmaskinen søger en tjekket og energisk medarbejder til teamet Program, PR og Produktion, der kan varetage opgaver i bardriften og afviklingen i Kulturmaskinen, hovedsageligt i Magasinet og Frølageret.

Om jobbet
I Program, PR og Produktion arbejder vi med alt det der sker på Kulturmaskinens scener – fra det projekterende til det udførende. Du vil blive en del af et fagligt meget bredt, team på 10 medarbejdere, der hver dag arbejder sammen for at skabe de bedste oplevelser for vores 270.000 gæster om året.  

I denne stilling vil du i høj grad selv stå bag baren og hive i hanerne, men det bliver samtidig også din opgave at sørge for vagtplanlægning og koordinering af øvrige bartendere og garderobefolk. Du vil skulle udarbejde og implementere en ny model for lagerstyring, ligesom du også kommer til at skulle stå for bestilling af varer, baroptimering, etc. Og så forventer vi naturligvis, at du er klar til at springe til, der hvor der er brug for dig. Blandt andet kan der være opgaver med bestilling og koordinering af forplejning til arrangementer. Du skal være en dygtig vært, der ligesom vi vægter service og holdånd højt, så vi sammen kan sikre en god og tryg oplevelse både foran-, på- og bag scenen.

På Kulturmaskinen arbejder vi med en bred vifte af samarbejdspartnere og frivillige. Det er derfor også vigtigt at du kan indgå positivt og åbent i samarbejdet med andre mennesker – også dem der er helt forskellige fra dig selv.  De fleste arrangementer afholdes på Magasinet og Frølageret, men det kan også være på andre af vores lokationer eller udendørs.

Om dig
Vi forventer, at du har erfaring med:

  • Arbejde i baren
  • Værtskab og service
  • Bardrift  – herunder mersalg, baroptimering etc.
  • Varebestilling og lagerstyring
  • Vagtplanlægning
  • Motivering og koordinering af øvrigt personale - også gerne frivillige
  • Afvikling af arrangementer
Vi ser gerne, at du har følgende personlige kompetencer:
  • Du har en naturlig autoritet og kan bevare roen og holde overblikket på en travl afvikling
  • Du går ansvarsfuldt, modent og handlekraftigt til opgaverne
  • Du har gode sociale kompetencer, er imødekommende og lydhør
  • Du byder aktivt ind på arbejdet og kan træde til hvor der er brug for dig i situationen
  • Du er den fødte vært, der gerne gør lidt ekstra for at alle har en god oplevelse og har ambitioner på fællesskabets vegne
Om os
Sammen med byens ildsjæle og kulturaktører driver og udvikler vi Kulturmaskinen. Vores mission er, at vi sammen skaber relevant, aktuel og mangfoldig storbykultur, der beriger, bevæger og udfordrer både små og store fællesskaber.

Vi er i alt ca. 25 årsværk, der sammen med en række selvorganiserede grupper af kulturskabere, ca. 20 timelønnede og omkring 250 frivillige, hver dag driver og udvikler Kulturmaskinen. Vi har både arbejdende værksteder for ler og tekstil, udstillingsbygningen Filosoffen, Rosenbækhuset, Odense International Film Festival, samt Magasinet og Frølageret – og med 270.000 gæster om året, så er vi en af de helt store kulturaktører i Byen.

Vi favner store musik, comedy og teater produktioner på Magasinet, hvor Frølageret ofte er rammen om de finurlige og mere alternative arrangementer. Programmet spænder bredt over både teater, debat foredrag og koncerter i alle genrer. Vækstlag og talenter har en helt særlig plads i hjertet af Kulturmaskinen, og derfor er vi også stolte af at være udpeget, som et af landets 10 netværks- og genrespillesteder i perioden 2022-2024.

Vores filosofi er at ”Alt det bedste skabes og opleves sammen”. Der er et naturligt fokus på co-creation, brugerdreven kultur og frivillighed, hvor vi sammen med kulturskabere og arrangørgrupper skaber oplevelser og indhold, man kan deltage i.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling på 30 timer om ugen, eventuelt opskaleret til op til 37 timer efter gensidig aftale. Det må påregnes at en stor del af arbejdstiden ligger på aftener og i weekender, og du må forvente at du af og til skal dække ind ved sygdom. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere?
Hvis du har behov for at vide mere, er du velkommen til at henvende dig til leder for Program, PR & Produktion, Niels Christian Geil på 30 70 39 03.

Det praktiske
Ansøgningsfrist er den 13. maj 2024, og vi holder samtaler tirsdag den 21. maj. Tiltrædelse 1. august 2024 eller evt. tidligere.

Om By- og Kulturforvaltningen
Kulturmaskinen er en del af By- og Kulturforvaltningen. Her arbejder vi med alt fra byudvikling, kulturelle begivenheder, drift af kommunens ejendomme, veje og parker til lokalplaner og erhvervsudvikling. Vi er derfor mange forskellige slags ansatte. Biologer, rengøringsassistenter, ingeniører og vejmænd arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for byen og understøtte en bæredygtige fremtid for Odense.

Med vores brede opgaveportefølje spiller vi i By- og Kulturforvaltningen en helt central rolle i Odenses udvikling mod at blive en storby med omtanke og i at sikre de bedste rammer for velfærden. Vores fælles mål i forvaltningen er at skabe bæredygtige løsninger for Odense, der fremmer økonomisk vækst og menneskelig værdi. Med andre ord arbejder vi for at gøre en forskel for borgerne i Odense. Som medarbejder i By- og Kulturforvaltningen er du med til at gøre den forskel, som er så vigtig for velfærden – uanset om du drømmer om at gøre forskellen for den enkelte borger i hverdagen eller for os alle sammen for fremtiden.
 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odense Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: deltid (30-30 timer ugentligt)

-Arbejdsgiver:

Odense Kommune, Ørbækvej 100B, 1., 5220 Odense SØ

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-05-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6037150

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet