I Odense nøjes vi ikke med at følge udviklingen. Vi vil forme den. Det gør vi ved at skabe stadigt bedre rammer for byens erhvervsliv, udvikle fremtidens infrastruktur og styrke Odense som en attraktiv by at bo, arbejde og studere i. Derfor søger vi en ny ambitiøs kollega, der kan hjælpe med at omsætte byrådets strategiske ambitioner til konkrete resultater gennem målrettet interessevaretagelse, så Odenses interesser vinder størst mulig genklang der, hvor beslutningerne træffes.
Om os
Du vil blive en del af et stærkt team i borgmesterkontoret, der arbejder med interessevaretagelse. Her er det mere reglen end undtagelsen, at hverdagen har høj intensitet og stor uforudsigelighed, men opgaverne er spændende, fulde af variation og med høj politisk bevågenhed.
Om jobbet
Som vores nye kollega bliver du en vigtig del af arbejdet med at sikre, at Odenses interesser og styrkepositioner bliver synlige og forstået blandt centrale beslutningstagere og samarbejdspartnere. Vi forventer ikke, at du kan det hele fra dag ét, men at du har lyst til at lære og udvikle dig gennem tæt samarbejde med kollegaer, der har mange års erfaring med politisk interessevaretagelse.
Du kommer til at arbejde med interessevaretagelse på områder, der har stor betydning for Odenses udvikling. Det kan blandt andet være inden for robotter, droner, infrastruktur og andre vækstdagsordener, hvor Odense har særlige interesser eller styrkepositioner. Opgaverne spænder fra politisk betjening og interessentanalyser til koordinering af indsatser, udarbejdelse af beslutningsoplæg og opbygning af relationer til relevante aktører.
Du skal kunne omsætte viden, analyser og politiske prioriteter til konkrete initiativer og samtidig bidrage til at identificere muligheder og udfordringer, som kan få betydning for Odense Kommune.
Arbejdet sker i tæt samarbejde med borgmesteren, Økonomiudvalget, ledelsen, øvrige forvaltninger, virksomheder, interesseorganisationer og andre eksterne samarbejdspartnere.
Stillingen giver mulighed for at arbejde med strategisk vigtige dagsordener i krydsfeltet mellem politik, erhvervsudvikling og offentlig forvaltning.
Vi tilbyder
- En spændende stilling tæt på de politiske beslutningsprocesser i Danmarks tredjestørste by.
- Mulighed for at arbejde tæt sammen med erfarne kollegaer med stærke kompetencer inden for politisk interessevaretagelse og få indsigt i nogle af de mest centrale og komplekse interessevaretagelsesindsatser i Odense Kommune.
- En arbejdsplads med høj faglighed, stor variation og mulighed for at gøre en synlig forskel.
- En bred kontaktflade til politikere, embedsværk, virksomheder og interesseorganisationer.
Om dig:
Vi forestiller os, at du:
- Har relevant erfaring fra en politisk organisation og/eller interesseorganisation samt talent for interessevaretagelse.
- Er god til at opbygge og vedligeholde netværk.
- Har en veludviklet politisk og strategisk forståelse.
- Kan omsætte data og analyser til handlinger samt eksekvere og skabe synlige resultater.
- Har gode kommunikationsevner og forståelse for presse.
- Har en relevant videregående uddannelse.
Dit arbejdssted bliver Odense Rådhus med adresse på Flakhaven 2, 5000 Odense C.
Du ansættes 37 timer om ugen som specialkonsulent. Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst afhængig af erfaring og kvalifikationer. Det forventede lønniveau oplyses inden en eventuel samtale. Stillingen ønskes besat per 1. november 2026 eller hurtigst muligt.
Stillingen er foreløbig en tidsbegrænset stilling på 2 år.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Kristian Yde Halse på 24 40 21 62 eller kontorchef Alexander Mose-Johansen på 24 37 33 97.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er tirsdag den 15. september 2026. Ansættelsessamtaler afholdes i uge 39 og anden samtaler i uge 40. Går du videre til anden samtalerunde vil du blive bedt om at løse en case.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Flakhaven, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b6008c88-6bf8-4b96-990d-d424815f20c7