BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at drive og understøtte flere af By- og Kulturforvaltningens tværgående projekter? Er du systematisk, grundig og struktureret, og kan du bevare overblikket? Og kan du kommunikere i øjenhøjde med byens borgere og virksomheder, der har spørgsmål om alt, hvad der rører sig, i Danmarks 3. største by? Så er du måske vores nye kollega i Ledelsessekretariatet i By- og Kulturforvaltningen.
Om jobbet
By- og Kulturforvaltningen er gang med en udvikling, hvor vi har stort fokus på at løse opgaverne i tværfaglige teams. Her spiller Ledelsessekretariatet en central rolle, og vi søger derfor en medarbejder, der har styr på processer, og som synes, at tværgående projektledelse er spændende. Du vil blive ansat i Ledelsessekretariatet i staben Politik og Strategi, og du kommer til at arbejde tæt på den politiske og administrative ledelse i tæt samarbejde med dine kollegaer i staben og den øvrige del af forvaltningen.
Som vores nye kollega, bliver det din opgave at:
- have styr på tværgående processer. Du vil skulle indgå i forvaltningens tværgående projekter enten som projektleder eller som projektmedarbejder sammen med gode kollegaer fra resten af By- og Kulturforvaltningen
- koordinere besvarelserne af borgerhenvendelser, der bliver stillet til forvaltningens rådmand. Det bliver dit ansvar at have overblikket over de spørgsmål, der bliver stillet, indhente svar i relevante afdelinger og sørge for, at borgerne og virksomhederne får svar rettidigt og at der journaliseres
- at udarbejde og udsende dagsorden til By- og Kulturudvalgets møder
- at sørge for at indhente input i forvaltningens afdelinger til politiske dagsordener – f.eks. KL
- at bidrage til, at praktikken spiller i hverdagen omkring rådmanden – det kan f.eks. være i forhold til mødeforberedelse, taler mm.
- at håndtere henvendelser til forvaltningens fællespostkasse
Du bliver ansat i Ledelsessekretariatet, som er en del af staben Politik og Strategi i By- og Kulturforvaltningen pr 1. august 2023. I Ledelsessekretariatet får du 14 gode kollegaer, der arbejder med alt lige fra HR og arbejdsmiljø, kommunikation og presserådgivning til strategisk projekt- og procesunderstøttelse. Vi er et dedikeret team, der meget gerne samarbejder med og hjælper hinanden. Det gælder, når hverdagen går stærkt, og vi bringer vores faglighed i spil for at hjælpe hinanden med opgaver. Men vi prioriterer også det sociale og har en afslappet omgangstone, hvor der er plads til gode grin over frokosten. I det hele taget er åbenhed, respekt og godt humør vigtigt for os.
Om dig
Vi forventer, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse eller administrativ baggrund med relevant erfaring
- kan lede tværgående projekter
- har gode kommunikative evner og kan oversætte faglig viden til et let forståeligt sprog
- kan arbejde struktureret og bevare overblikket i en travl hverdag og overholde deadlines
- er empatisk og god til at skabe relationer og kan samarbejde med både dine nærmeste kollegaer og på tværs af forvaltningen
- tager ansvar for en opgave og kommer med bud på nye løsninger, samtidig med at du også er en holdspiller og lydhør over for andre
- kan lide en kombination af strategiske og praktiske opgaver
- du har lyst til at sætte dig ind i forvaltningens mange forskelligartede opgaver
- du trives med en hverdag, der til tider kan være uforudsigelig
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor der er stor fleksibilitet, og du får mulighed for at tilrettelægge din tid og dine opgaver. Du bliver en del af et velfungerende team, der lægger stor vægt på det gode samarbejde – både internt, på tværs af afdelinger og forvaltninger samt i mødet med borgere og virksomheder.
Din arbejdsplads bliver på Odense Slot, Nørregade 36, der er beliggende centralt i Odense C kun få minutters gang fra Odense Banegård.
Om By- og Kulturforvaltningen
I By- og Kulturforvaltningen arbejder vi med alt fra byudvikling, kulturelle begivenheder, drift af kommunens ejendomme, veje og parker til lokalplaner og erhvervsudvikling. Vi er derfor mange forskellige slags ansatte. Bibliotekarer, rengøringsassistenter, ingeniører, byggesagsbehandlere og vejmyndigheden arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for byen og understøtte en bæredygtig fremtid for Odense. Med vores brede opgaveportefølje spiller vi i By- og Kulturforvaltningen en helt central rolle i Odenses udvikling mod at blive en storby med omtanke og i at sikre de bedste rammer for velfærden. Vores fælles mål i forvaltningen er at skabe bæredygtige løsninger for Odense, der fremmer økonomisk vækst og menneskelig værdi. Med andre ord arbejder vi for at gøre en forskel for borgerne i Odense. Som medarbejder i By- og Kulturforvaltningen er du med til at gøre den forskel, som er så vigtig for velfærden – uanset om du drømmer om at gøre forskellen for den enkelte borger i hverdagen eller for os alle sammen for fremtiden.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere?
For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Jakob Aa. Jørgensen på mail jakaj@odense.dk eller tlf. 30 61 34 52.
Du kan læse mere om Odense Kommune og By- og Kulturforvaltningen på Odense Kommunes hjemmeside.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er tirsdag den 6. juni 2023. Vi forventer at afholde samtaler i uge 24.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Odense Kommune, Nørregade 36, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://odense.emply.net/recruitment/vacancyApply.aspx?publishingId=574d4cbc-ef12-4f97-80f3-dab0f5c869c9
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5836456