BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en afdelingslæge til Neurologisk Afdeling N, Odense Universitetshospital (OUH) med funktion i vores MS-Klinik og Demensklinik pr. 1. december 2023 eller efter aftale.
Vores MS-Klinik
Vores neuroinflammatoriske team har ansvaret for udredning, diagnostik og behandling af mere end 1.500 patienter fra Fyn og omkringliggende øer på hoved- og regionsfunktionsniveau samt fra hele Region Syddanmark på højt specialiseret niveau. Teamet dækker alle former af multipel sklerose (MS) og andre demyeliniserende sygdomme. Vi varetager også udredning og behandling af andre inflammatoriske sygdomme i CNS, herunder primær cerebral vaskulitis og neurosarkoidose. Vi har et veletablereret samarbejde og samdrift med Reumatologisk Afdeling C og H.C. Andersens Børne- og Ungehospital omkring håndtering af henholdsvis systemiske inflammatoriske sygdomme med CNS påvirkning og pædiatriske tilfælde af MS og andre demyeliniserende inflammatoriske sygdomme hos børn og unge. Teamet består af fem speciallæger inklusiv en professor i klinisk neurologi, ph.d.-studerende samt uddannelseslæger, sygeplejersker, terapeuter og lægesekretærer.
Vores demensklinik
Demensklinikken i Svendborg er en integreret del af Neurologisk Afdeling N. Demensklinikken varetager udredning, diagnostik og behandling af patienter fra Fyn og omkringliggende øer på hoved- og regionsfunktionsniveau samt af patienter fra hele Region Syddanmark på højt specialiseret niveau inden for demenssygdomme. Vores demensteam består af personale med erfaring indenfor henholdsvis neurologi, psykiatri og geriatri. Teamet udgøres af syv speciallæger i neurologi, psykiatri og geriatri, sygeplejersker, psykologer og lægesekretærer.
Vores afdeling
Neurologisk Afdeling N dækker samtlige subspecialer inden for det neurologiske område.
Neurologisk Afdeling har fem professorer i klinisk neurologi, 22 overlæger og 13 afdelingslæger. Dertil over 25 læger i uddannelsesstillinger. I alt har Neurologisk Afdeling ca. 340 medarbejdere.
Afdelingen har et sengeafsnit i Odense med 14 cerebrovaskulære senge og 11 senge for almen neurologi. I Svendborg har afdelingen et neurorehabiliteringsafsnit med 32 senge samt to semineurointensive senge. Vores ambulatorier består af tværfaglige teams indenfor samtlige subspecialer. Akutte neurologiske patienter vurderes i den neurologiske del af Fælles Akutmodtagelse (FAM) i Odense.
Klinisk Neurofysiologisk Afsnit er en integreret del af Neurologisk Afdeling og varetager EEG, ENG, EMG, PSG og MSLT, evokerede potentialer, intraoperativ monitorering ved hjerne- og rygkirurgi (IOM) samt testning af det autonome nervesystem.
Neurologisk Forskningsenhed er en del af Klinisk Institut ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet (SDU). Forskningen varetages af fem professorer samt lektorer med tilknyttede Ph.d.-studerende ved enheden.
Neurologisk Afdeling indgår i tæt samarbejde med Neurobiologisk Forskning, Institut for Molekylær Medicin (IMM), SDU.
Dine arbejdsopgaver
Stillingen ønskes besat af en speciallæge i neurologi som har interesse for og et godt kendskab til MS og andre demyeliniserende sygdomme samt demenssygdomme. Arbejdsopgaverne omfatter stuegang, ambulant funktion samt trombolyse- og EVT-funktion. Derudover deltager du i funktionen som koordinator i den neurologiske del af FAM.
Neurologisk Afdeling varetager den postgraduate videreuddannelse af læger samt uddannelse af lægestuderende. Der lægges derfor stor vægt på interesse i og erfaring med supervision og konstruktiv feedback. Du vil skulle deltage aktivt i kliniske forsknings- og innovationsopgaver i vores afdeling.
Vores forventninger og dine kvalifikationer
- Du er speciallæge i neurologi med interesse for og erfaring med MS og andre demyeliniserende sygdomme samt demenssygdomme
- Du har et højt fagligt niveau og kendskab til afsnittets kliniske opgaver
- Du har gode kommunikative og pædagogiske evner
- Du vægter samarbejde med afdelingens medarbejdere og mange samarbejdspartnere højt
- Du deltager aktivt i forskning og innovation
- Du vægter uddannelse og kompetenceudvikling højt
- Du bidrager proaktivt til et godt arbejds- og uddannelsesmiljø og sikrer god trivsel i afsnittet
- Du sikrer en vedvarende kvalitetsudvikling af afdelingens ydelser
- Du har en forståelse af Neurologisk Afdelings kerneopgave i tråd med Odense Universitetshospitals ambition om at være patientens universitetshospital og formår at tydeliggøre dette i hverdagen
Vi tilbyder dig
- Grundig introduktion til dine opgaver
- Indflydelse på dit arbejdsfelt
- Stuegangsfællesskab med overlægeteam
- Tid til deltagelse i forskning, kvalitets- og udviklingsopgaver
- Mentorordning og kliniknær ledelse
- Karriereplan
- Åben læringskultur
- Godt arbejdsmiljø
- Fokus på det gode lægeliv
Det nye OUH
I 2025 står Danmarks største nybyggede universitetshospital færdigt. Det nye OUH bygges i forlængelse af Syddansk Universitet og vil udgøre et kraftfuldt center for behandling, forskning og uddannelse i absolut topklasse. Neurologisk Afdeling N er langt i forberedelsesarbejdet frem mod det nye OUH. Vi har en fast strategi - N på vej mod det nye OUH - der løbende omsætter vores forberedelser til konkrete ændringer i den kliniske hverdag.
Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelsen vil finde sted i henhold til Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger.
Ansøgningen disponeres i forhold til de syv lægeroller. Ansøgningen skal være bilagt dokumentation for autorisation, speciallægeanerkendelse og eventuel efteruddannelse.
Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til at kontakte cheflæge Michael Oettinger, telefon 65 41 24 75, mail: michael.oettinger@rsyd.dk
Ansøgningsfrist
Onsdag den 18. oktober 2023. Samtaler forventes afholdt i uge 43.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Odense Universitets Hospital, J.B. Winsløwsvej, 5000 Odense C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5915224