BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Retskemisk afdeling ved Retsmedicinsk institut, Syddansk Universitet, søger en adjunkt til en 4-årig stilling, med det formål at fremme forskning og udvikling i afdelingen.
Retskemisk afdeling
Afdelingens primære funktion er at yde service til vores rekvirenter (politi og anklagemyndighed), hvor justitsministeriet er øverste instans. Vi analyserer beslaglagt narko, biologiske prøver fra obduktioner og personundersøgelser, samt blodprøver fra færdselssager med mistanke om indtag af trafikfarlig medicin eller misbrugsstoffer. Vi deltager i præstationsprøvninger og i projekter i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og rigspolitiet. Vi er akkrediteret efter ISO 17025.
Retskemisk afdeling bidrager til undervisningen af lægestuderende ved Syddansk Universitet i Odense og Esbjerg. Afdelingen forsker i retskemiske emner og deltager i landsdækkende samarbejder og projekter. Vi deltager i projekterne ”Nye Psykoaktive Stoffer” og ”Narkotika på gadeplan” som er en landsdækkende kortlægning af forekomsten af narkotikabeslag i Danmark og overvågning af stofmarkedet. Endvidere forsker afdelingen i prævalensen af trafikfarlige lægemidler og misbrugsstoffer i bilister og stiller analysekompetencer til rådighed for anden forskning i lægemidler og euforiserende stoffer. Metodeudvikling og -optimering er også en væsentlig del af afdelingens videnskabelige arbejde.
Du vil komme til at blive en del af en afdeling, der på nuværende tidspunkt består af 8 laboranter og 5 kemikere, herunder en afdelingsleder og afdelingen er en del af det Retsmedicinske institut ved Syddansk Universitet.
Vi tilbyder arbejde i en dynamisk afdeling, som anvender nyeste teknologi indenfor flere områder og vi er en arbejdsplads i stor udvikling med mulighed for at få spændende og udfordrende arbejdsopgaver og gode kollegaer indenfor et attraktivt fagområde.
Dine opgaver som adjunkt
Afdelingen ønsker en stærkere forskningsprofil, og som adjunkt vil du have en central rolle i dette arbejde, hvor du vil deltage i planlægning, prioritering og udførelse af forsknings- og udviklingsprojekter, samt finansiering af samme gennem søgning af fondsmiler og lignende.
En del af det videnskabelige arbejde der udføres i afdelingen, omhandler metodeudvikling, -optimering og validering, da analysemetoderne i et retskemisk laboratorium skal kunne indgå i rutinearbejdet, som er omfattet af kvalitetsstyring efter ISO 17025.
Ydermere ønsker vi at styrke vores samarbejde både nationalt og internationalt, såvel med hensyn til deltagelse i forskningsprojekter som fælles udviklingsarbejder.
Det er en nødvendighed for din forståelse af fagområdet og dets udvikling at du følger med i afdelingens rutinearbejde og bliver bekendt med og oplært i alle dele af dette.
Dine kompetencer
Vi forventer at du
- Har gode samarbejdsevner på alle niveauer.
- Har en forståelse for analytisk kemi, apparatteknik og gerne også toksikologi.
- Har gode IT-kompetencer og gerne erfaring med elektroniske laboratoriesystemer (LIMS)
- Kan godkendes til en videnskabelig stilling på adjunktniveau og tidligere har udført forskning indenfor det retskemiske fagområde
- Har mundtlige og skriftlige formuleringsevner på dansk og engelsk på højeste niveau.
Din baggrund
Du har en relevant uddannelse på ph.d.-niveau i kemi, farmaci, biokemi eller lignende, samt erfaring med forskning og udvikling.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til institutleder for Retsmedicinsk Institut, professor Peter Leth, e-mail pleth@health.sdu.dk eller til retskemiker, fungerende afdelingsleder Martin Worm-Leonhard, e-mail mworm-leonhard@health.sdu.dk
Ansættelsesvilkår
Ansættelse i adjunkturet finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Ansøgning
Ansøgninger skal sendes elektronisk via linket "Ansøg nu" nederst på denne side.
Ansøgningen skal indeholde (som pdf.-filer) (Bemærk venligst, at selve den motiverede ansøgning og CV samlet ikke må fylde mere end 10 MB):
- Motiveret ansøgning
- curriculum vitae
- kopi af eksamensbeviser inklusive dokumentation for erhvervelse af ph.d.-graden eller tilsvarende
- en komplet og nummereret publikationsliste
- de 3 videnskabelige, peer-reviewed publikationer, ansøgeren ønsker inddraget i bedømmelsen af sine videnskabelige kvalifikationer. Bemærk venligst, at der skal vedhæftes én pdf.- eller docx.-fil for hver enkelt publikation
- forskningsplan
- undervisningsportefølje
Ufuldstændige ansøgninger vil ikke blive bedømt.
Forskningsledelsen ved Retsmedicinsk Institut vil få mulighed for at shortliste ansøgere. Ansøgere, som ikke shortlistes, vil ikke modtage en bedømmelse af den indsendte ansøgning.
Bedømmelse af ansøgninger vil ske i henhold til gældende ansættelsesbekendtgørelse for universiteter., dvs. ansøgninger vil blive bedømt af et sagkyndigt bedømmelsesudvalg, og ansøgere vil få deres egen bedømmelse tilsendt.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odense Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Syddansk Universitet, Campusvej, 5230 Odense M
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 31-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6007424