3. Div. vest, lørdag d. 2.marts 2019 - Odense 2 vs. BMI 2

dato

Nyheden er fra Odense Basketball Klub

Den niende kamp i sæsonen for 2. herre stod for døren denne lørdag middag i HC. Andersen Hallen. Modstanderen var BMI, et hold vi slog på udebane med blot 5 mand, så vi var fortrøstningsfulde i forhold til at hente den 9. sejr i træk. Nu var det dog BMI’s tur til kun at være 5 mand afsted, så det var umiddelbart en stor udfordring for de unge drenge fra Beder-Malling. 

Vi havde til gengæld hele 9 mand klar; Tøffe, Reggie Niller, Gul-p-dæk, Aben, Sheiken, Viggi, Alan, Doktoren og Todd Jones. Fokus fra start var på at holde netop fokus og ikke lade BMI få følelsen af, at de kunne få noget med hjem. 

(30 point i kampen og dermed topscorer - Michael Guldbæk)

Vi begynder kampen lettere forvirret, men kommer alligevel foran 5-0 inden vi de følgende 3 minutter får en mild kollektiv hjerneblødning. Det resulterer i et 12-4 run for BMI og vi er bagud 9-12 efter 6 minutter. Rasende med vores indsats skifter Sheiken sig selv ud og vi får Viggi på banen. Det giver øjeblikkeligt ro i vores spil og vi slutter af med et 9-0 run. Hr. Pløkkesen, aka Michael Gul-p-dæk, smider 10 point gennem rusen i perioden. Vi fører 18-12 efter første periode. 

Sheiken er kølet ned og skifter sig selv ind igen til at begynde anden periode. Det er en fremragende ide, og vi udnytter BMI’s manglende størrelse under kurven via vores avancerede plays og indstuderede detaljer, der bl.a. inkluderer ”pick ’n’ roll”, ”give ’n’ go” og ”slipscreens”! Det giver nemme scoringer, noget af det Sheiken er bedst til, og han scorer 10 point i perioden. Alan og Todd kommer også på banen, og de to alderspræsidenter på henholdsvis 58 og 56 viser øjeblikkelig deres store rutine. Alan med 4 hurtige point og Tom med assist og fremragende fejl i forsvaret. Vi kommer foran 30-19 inden der bliver byttet lidt scoringer de sidste minutter. Vi fører 38-25 efter 20 minutters spil. 

Efter 5 minutters intensiv pause var alle klar igen, og vi udbygger vores forspring til 46-27 med scoringer fra Doktoren, Aben, Niller og Tøffe. Tøffe virker på dette tidspunkt en smule mat, og han havde mest gjort sig bemærket ved at brænde otte frie lay ups. Men han skulle tage revanche senere. Gul-p-dæk pløkker videre og vi fører 59-38 inden de sidste 10 minutter.

Vi har kontrol over kampen, og sejren har der ikke rigtig været tvivl om, men vi har ikke fået det store flow i angrebsspil. Det er målet for fjerde periode, og vi lægger ud med et 10-0 run de første tre minutter. Tøffe er som forvandlet, og det matte udtryk og sjuskede spil er væk. Han er en energibombe og flyver op og ned ad banen til frie lay ups, som han rammer(!). Han double teamer i tide og utide og har et vildt blik i øjnene. Det går op for resten af holdet, at det må være pga. af kemikalierne i hans patenterede Monster energidrik, som han altid drikker tre af før og under kampen. Det virker i hvert fald her i sidste periode og han scorer 10 point. Dette er kun overgået af Gul-p-dæk med 14. Vi vinder perioden 32-14 og kampen 91-52. 

(En tilfreds holdleder - Niels Degn-Andersen (nr. 9)

Dermed resterer kun en enkelt kamp i grundspillet inden slutspillet begynder i april. Vi spiller mod DSIO tirsdag 12/3. 

BOX SCORE: Michael Guldbæk 30, Niels Degn-Andersen 21, Christian Mortensen 18, Peter Toft 12, Alan Sørensen og Andreas Christensen 4, Anders Lund 2.

Kilde: Odense Basketball Klub